fbpx

Double til Bettina Andersen

Trænerparret Bettina og Kim Andersen fejrede ikke alene Sandtastics sejr i Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl – de slog også til med staldens nye, 3-årige import Persona.


Sandtastic og Josefin Landgren vinder Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl. Foto: Burt Seeger.

5-årige Sandtastic fortsatte sin fremragende sæson og steg til 88 i handicap efter at have vundet Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl over 1400 meter med 50.000 kroner i førstepræmie.

Under Josefin Landgren henviste Sandtastic med trekvart længde sin tidligere staldkammerat Prime Red til andenpladsen, hvorefter der var yderligere en længdes afstand til Lord Of Dublin.

Siden fulgte Monza, Saint George, Black Hawk War og Cabanac.

Sandtastic efter sejren i Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl. Foto: Burt Seeger.

Sandtastic vandt her sin tredje sejr i årets ni første starter.

Hans Barocci-lillesøster Silhouettes fremstilles på Scandinavian Open Yearling Sale den 13. september på York Stutteri.


Persona aflægger maidentitlen under Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Bettina og Kim fulgte op med at sadle en ny vinder i form af 3-årige Persona (Kendargent), der i sin første start på dansk grund efter ankomsten fra Frankrig aflagde sin maidentitel med en halv længdes afstand til stærkt afsluttende Casinobutler DK (Barocci) og dennes staldveninde Naabsa (Center Divider).

Bettina Andersen og Per-Anders Gråberg med Persona. Foto: Burt Seeger.

Persona blev købt for 17,000 euro på Arqanas Summer Sale af Morten Buskop Bloodstock, der agerede på vegne af Flemming Salomonsens Falkonertjenesten IVS.


Morten Buskop Bloodstock fejrede i øvrigt en trippel fordelt på søndagens tre sidste løb i Klampenborg.

Heart Of Stone og Rafael De Oliveira på vej mod sejren i Klampenborg HesteEjerForenings Small Racing Bowl. Foto: Burt Seeger.

Først var det Inge Mette Dejgaards 4-årige Heart Of Stone (Showcasing) der vandt Klampenborg HesteEjerForening Small Racing Bowl, og efter Personas sejr fulgte Nina Lensviks Yes Dargent (Kendargent) op med at tage karrierens første sejr i et handicap over 1300 meter.

Yes Dargent afrunder søndagen med sejr under Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Per-Anders Gråberg, der var i bøjlerne på Yes Dargent, havde tidligere på dagen redet endnu en vinder med Jeanette Rosenbys Latzimas, og den svenske jockey tog altså en trippel på løbsdagen.

Latzimas sikrer den første af tre dagssejre til Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Althon og Jessica Wadst slår Hongkong Paradigm og Tina Henriksson i Skandinavisk Ladies Cup. Foto: Burt Seeger.

Det traditionsrige “champagneløb”, Skandinavisk Ladies Cup, gik for anden gang til svenske Jessica Wadst, der på ryggen af Roger Hanssons Althon besejrede Tina Henriksson på Hongkong Paradigm.

Jessica Wadst slap ikke for at blive badet i champagne. Foto: Burt Seeger.

Havde Hongkong Paradigm vundet, var dagen blevet tæt på historisk, idet hoppen er helsøster til både Oaks-vinderen Silverstone og 2-årsmaidenvinderen Laban.


Afja’an og Hanna Mårtensson. Foto: Burt Seeger.

Svensk blev det også igennem lærling Hanna Mårtensson, der sikrede sig en rejse til finalerne i Abu Dhabi efter at have vundet HH Sheikha Fatima Bint Mubarak Apprentice World Championship på ryggen af Maria Hagman-Erikssons Afja’an, der slog sine to staldkammerater Jaldi Karo og Ayman.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top