fbpx

Den nye konge af Super Sprint

Susanne Johansens 4-årige Not Today var ikke overraskende gjort til lørdagens største totalisatorfavorit i Klampenborg, og Pistachio-sønnen skuffede ikke sine tilhængere.


Under Oliver Wilson fløj Not Today ud af startboksen og havde halvvejs ned gennem opløbet en uhørt stor afstand ned til sine konkurrenter, og selv om indvendige Varlo kom nærmere op mod målstregen, var Not Today igen helt urørlig.

Varlo var god som anden i opvarmningen til søndagens opgave, mens Flower Spring blev tredje før Hall Of Fame, Intensity og Val De Rosa.

Det var Not Todays fjerde sejr i årets seks første starter – heraf er de tre vundet i Super Sprint, og igen var der 18.000 kroner i førstepræmie til ejer og træner Susanne Johansen.

Lørdagens maidenløb for den klassiske årgang havde seks deltagere til start, heriblandt Søren Jensens veltrukne debutant Naabsa (Center Divider).

Naabsa leverede en glimrende præstation som anden, men der var ikke noget at stille op imod Dina Danekildes Vintage Quality (Zoffany), der med Elione Chaves i bøjlerne sejrede sikkert til førstepræmiens 16.000 kroner.

Dina Danekilde har haft stor tålmodighed med Vintage Quality, som hun købte fra Mocklershill på sidste års Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster. Grundet en hovsprække fik hesten først sin debut for nogle få uger siden som fjerde i Göteborg.

Scandinavian Open-dagens sidste opgør endte på fynske hænder – nærmere betegnet hos træner Bolette Rosenlund og sidste års danske 2000 Guineas-vinder Princeton, der med Jan-Erik Neuroth i sadlen besejrede Sliceoflife og Sea Commander.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top