fbpx

“Jeg er lidt træt af det”

Med derbysejren i Sverige passerede Bent Olsen 3,5 millioner danske kroner til sine hesteejere i 2019, og han satte samtidig Marc Stott godt af i kampen om både det danske og skandinaviske trænerchampionat.


Queen Rouge og Oliver Wilson vinder Kahyl Mowerinaløb. Foto: Burt Seeger.
Queen Rouge har nu sigtet rettet mod The Macallan Dansk Derby 11. august. Foto: Burt Seeger.

Et stykke over en million danske kroner adskiller nu de to førende trænere i Skandinavien.

”Jeg er lidt træt af det”, siger Marc Stott tirsdag formiddag.

“Jeg håbede og troede, at jeg skulle føre efter den svenske derbydag”.

”Der er stadigvæk håb, men det bliver svært at nå Bent nu. Queen Rouge fik en uheldig sidste kilometer i Derbyet. Hun havde været mindst anden med et bedre løb, men er heldigvis kommet fint over løbet i forgårs”.

”Det bliver Dansk Derby næste gang, mens hun er usikker startende i Dansk Oaks, for tre uger efter Dansk Oaks er der Breeders’ Trophy Classic i Sverige”, påpeger Marc Stott, som er på markedet efter personale til stalden på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.


Bent Olsen og Lone Kaj-Nielsen er nummer ét på den svenske træner- og ejerliste. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Bent Olsen kan komme i den situation, at 2019 bliver hans bedste år siden han blev professionel træner, uden på noget tidspunkt at stå i lære.

Olsens rekord på 5.598.743 kroner er i den grad i ”farezonen”. Nordjydens heste har vundet 3.661.848 i indeværende år.

Også i den isolerede svenske trænerliga er Olsen klar nummer ét. Som den eneste har han nu passeret tre millioner svenske kronor og han er lige nu mere end 600.000 foran Roy Arne Kvisla og Lennart J:r Reuterskiöld.

Blandt hesteejernes gevinster på svenske baner i 2019 er Lone Kaj-Nielsen nummer ét med over 2,7 millioner kronor, efterfulgt af Hästgruppen i Lund AB med ca. 1,9 millioner og Karin Salling med ca. 1,5 millioner.


Top-5 stillingen i den danske trænerliga:

  1. Bent Olsen – 3.661.848 kroner – sejrsprocent 19,07
  2. Marc Stott – 2.535.703 kroner – sejrsprocent 23,80
  3. Søren Jensen – 734.951 kroner – sejrsprocent 6,66
  4. Bettina Andersen – 445.582 kroner – sejrsprocent 8,33
  5. Flemming Velin – 405.266 kroner – sejrsprocent 36,36
Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top