fbpx

Jubeldag for Rävdansen

Rävdansens Stuteri havde en forrygende onsdag på tværs af landegrænser. “Vi kunne glæde os over resultater i både Sverige, Danmark og England”, siger Ivan Sjöberg til GalopSport.


Alsimsaam vinder på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

For at starte i Sverige, så indledte Roy Arne Kvislas 3-årige Alsimsaam (Dark Angel) med at tage sin anden sejr efter ankomsten til Skandinavien.

Den irske import var i sin seneste start anden bag Privilegiado (Sea The Moon) i Norsk 2000 Guineas, og hans forbindelse til Rävdansen er, at moderen La Reine De Pearls (Dubawi) blev købt til championstutteriet på Goffs November Breeding Stock Sale i 2017, hvor Alsimsaam altså blot var åring.

La Reine De Pearls blev handlet for 30.000 euro i ringen, og hun var i fol ved Aga Khans dobbelte Derbyvinder Harzand (Sea The Stars).

Resultatet af bedækningen blev den nu 1-årige hoppe Harzienda, som er tilmeldt SÅEFs Åringsauktion på Bro Park i efteråret.

Tidligere i på året folede La Reine De Pearls for anden gang i Skandinavien, denne gang en hoppe efter Barocci (Deep Impact).


Rise N Shine aflægger sin maidentitel i første forsøg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp

Senere på Bro Parks løbsdag vandt Patrick Wahls 2-årige Rise N Shine (Barocci) sin debut over 1200 meter græs. Rise N Shine er både ejet og opdrættet af Rävdansen og ud af Eishin Dunkirk-datteren Lorca, som aldrig nåede til start selv.

Berit og Ivan Sjöberg tager sammen med træner Patrick Wahl imod 2-årige Rise N Shine. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp

Lorca er selv ud af den dobbelte vinder Redbone (Spectacular Tide), som ligeledes var opdrættet hos Berit og Ivan Sjöberg, og hun er desuden halvsøster til den svenske Kriteriumsvinder Little Green Apple (Funambule), der bl.a. har bragt storløbsvinderne Dolly Dagger (Eishin Dunkirk) og Frank Lloyd Wright (Philomatheia).


Lady Of The Canyon sikrer dagens tredje sejr til Oliver Wilson og Marc Stott. Foto: Gorm Foto.

Ud på aftentimerne fik Rävdansen endnu en ejet og opdrættet vinder i Odense, da Marc Stotts 3-årige hoppe Lady Of The Canyon (Battle Of Marengo) slog ældre heste over 1650 meter. Lady Of The Canyon er født og opvokset på Rävdansen, men rent faktisk opdrættet af Berit og Ivans datter Hanna.


Mustajeeb (GB) v. Nayef – Rifqah v. Elusive Quality.

Og alt imens at Rävdansens nye avlshingst, Mustajeeb (Nayef), var på vej med Mikkel Olsens transport til stutteriet i Ärla, fik hingsten en ny international 2-årsvinder med Intimate Moment, der vandt let med tre længder over 1000 meter på Yarmouth.

Mustajeeb har nu haft tre startende afkom i England, hvoraf de to er vindere – og den ene, Bill Neigh, har allerede vundet to gange.

“Mustajeeb ankom kom til stutteriet og var med til at krone en fantastisk dag for os – kunne vi bare få flere som denne”, afslutter Ivan Sjöberg.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top