fbpx

Stutteri Stork sikrer sig King Davids moster

Bare fem dage efter King Davids Gruppe-3-triumf i Hamborg, har Elusive City-sønnens opdrætter Stutteri Stork sikret sig hingstens 10-årige moster.


Henrik Stork med 10-årige Pearl City (Zamindar) på Tattersalls July Sale i Newmarket.

Handlen kom i hus i ringen på Tattersalls July Sale, hvor Lennart Jarvén fik hammerslaget på 20.000 guineas på vegne af Pia og Henrik Stork, der på det tidspunkt var på vej med toget til Newmarket.

Hoppen hedder Pearl City og er en ustartet Zamindar-halvsøster til King Davids mor Jeunesse Lulu (Montjeu), der på tragisk vis mistede livet kort før hun skulle fole i 2017.

På det tidspunkt havde King David endnu ikke fået sin 2-årsdebut, men da hesten sidenhen viste sig som én af årgangens helt store stjerner, begyndte Stutteri Storks jagt på den nærmeste familie.

“Det viste sig dog ikke helt nemt, og vi har faktisk tidligere været underbidders på Pearl City“, fortæller Henrik Stork.

“I fjor forsøgte jeg at købe hende tom på Goffs February Sale, hvor planen var at hun skulle sendes til bedækning ved Hunter’s Light i Frankrig. Desværre blev hun for dyr for os på det tidspunkt”.

Prix Jean Prat (Gr.1)-vinderen Territories har sine første åringer på auktion i 2019. Foto: Darley.

Godt halvandet år senere dukkede Pearl City op igen. Denne gang på July Sale, og nu i fol ved Darleys Prix Jean Prat (Gr.1)-vinder Territories (Invincible Spirit), som blandt andet også var anden i 2000 Guineas (Gr.1) til Gleneagles, i Prix Jacques le Marois (Gr.1) bag Esoterique og i Grand Criterium (Gr.1) bag Full Mast.

“Vi stod af på 17.000 euro i Irland i fjor på en tom hoppe – men nu fik vi hende for 20.000 guineas i fol ved en hingst til 12.000 pund. Vi er super lykkelige over, at det endelig lykkedes os at sikre King Davids blod tilbage til stutteriet”, fortsætter Henrik Stork, som endte med at gå en smule over det først planlagte budget.

King Davids Gruppe-3-sejr i Tyskland i fredags har naturligvis ikke gjort Pearl City mindre populær, men familien er i det hele taget fremragende.

Hoppen er nemlig også halvsøster til Dance Design Stakes (L)-vinderen og Pretty Polly Stakes (Gr.1)-2’eren Beach Bunny (High Chaparral), der selv er mor til Listed-vinderne Naadirr og Beach Belle.

King David og Manuel Santos. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Deres ustartede mor, Miss Hawai (Peintre Celebre), er ud af den tredobbelte Gruppe-1-vindende championhoppe Miss Tahiti (Tirol), og hun er foruden Miss Hawai mor til 1000 Guineas (Gr.1)-vinderen Miss France (Dansili).

I stutteriet har Pearl City hidtil produceret to vindere efter High Chaparral og Intello. Hun var gold i både 2017 og 2018, inden hun endelig kom i fol igen ved Territories i 2019.


Se Territories vinde Prix Jean Prat (Gr.1), efter at have ligget sidst det meste af vejen, herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top