Carlos Lopez’ mulighed for at vinde Svenskt Derby (L) for fjerde år på stribe, er blevet vanskeliggjort af en forseelse for forkert brug af pisk i søndagens Challenge Stakes på Bro Park.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/06/Red-Cactus-9738-L.jpg)
Bro Parks voldgift gav nemlig den chilenske topjockey en udelukkelse fordelt på løbsdagene 14. og 18. juli, i tillæg til en bøde på 3.750 svenske kronor.
Lopez har ifølge Galopptips valgt at anke dommen, idet han hævder, at et af slagene ikke ramte Captain America. Ekvipagen sluttede på andenpladsen i opgøret bag vindende Sarookh.
Lopez har vundet Svenskt Derby (L) de sidste tre år på stribe med henholdsvis Duke Of Burden og Dorcia for Lennart J:r Reuterskiöld samt Nordic Defense for Niels Petersen.
I år er Lopez forhåndsbooket til Bent Olsens Red Cactus, som chileneren red i vinterens opgør i Dubai. Senest hjemtog duoen Svenskt Derby Trial med ni overlegne længder.
Lone Kaj-Nielsen, Bent Olsen og i særdeleshed Carlos Lopez selv må nu holde vejret indtil anken er afgjort i Svensk Galopps overvoldgift.