fbpx

Øv dig bare på navnet…

Nocentsinkentucky er en hest der vil blive talt meget om i fremtiden! Den 2-årige hingst levede onsdag eftermiddag op til de gigantiske forventninger – og lidt til – da han aflagde sin maidentitel med 18 længder.


Nocentsinkentucky og Elione Chaves vinder med 18 længder. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Goldencents-sønnen var spillet ned til 1,15 efter sit opsigtsvækkende prøveløb i tiden 0:48,5 over 800 meter, og siden gik han det hurtigste arbejde over 1000 meter nogensinde for en 2-årig i Francisco Castros træning.

“Han klokkede 1000 meter i 1.00,4 – det har jeg aldrig set før”, siger Francisco Castro, der på forhånd havde instrueret sin jockey Elione Chaves til ikke at ride hesten ned gennem opløbet, idet onsdagens maidenløb kun skulle være et let træningsarbejde før næste søndags Future Stars på Bro Parks græs.

Og Chaves fulgte rideordren – hvis man kan kalde den det.

Parret overtog allerede føringen på vej ind i opløbssvinget, og ind på den lige bane var Nocentsinkentucky allerede milevidt foran sine fire konkurrenter.

Herfra sad brasilianeren bomstille og lod hingsten cantre hjem i tiden 1:13,0 over de 1200 meter.

Nocentsinkentucky og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det var 18 længder foran nærmeste konkurrent, Bodil Hallencreutz-trænede Maid (Appel Au Maitre), som igen var små fire længder før den bedste af Vanja Sandrups tre deltagere, Tyko Bloom (Appel Au Maitre).

Sidst en 2-årig hest gav en lignende opvisning på Jägersro var i september 2014, hvor Volatile debuterede med næsten lige så stor afstand til sine modstandere. 16,5 længder, og det var vel at mærke over 1000 meter.

Volatile viste sig siden god nok til at vinde Meydan Classic (L) i Dubai og tredjepladser i storløb i både England og Frankrig.

Ingen tvivl om, at både Castro og ejer/opdrætter Bengt Thomasson allerede nu drømmer lige så stort.

Nocentsinkentucky er født og opvokset i USA og ud af hoppen Greeley’s Geisha (Mr Greeley), som Bengt Thomasson købte for 20,000 USD på Keeneland i 2013.

Det var sammen med svensk/amerikanske Lena Hedberg, som Thomasson igennem mange år har nydt et frugtbart samarbejde med.

Førstepræmien var 50.000 svenske kronor værd for Thomasson, der bl.a. står bag de to svenske Derbyvindere Mad Dog Slew og Swing That Cat, samt mange øvrige storløbsvindere med Fredrik Reuterskiöld som træner.

Ejer/opdrætter Bengt Thomasson og træner Francisco Castro med Nocentsinkentucky. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Nocentsinkentucky er også meldt i den svenske Derbyserie, og det er langt fra utænkeligt, at Jägersros publikum atter får ham at se på Derbydagen den 14. juli, hvor han kan komme ud i Derby Juvenile.

“Inden da gælder det dog Future Stars på Bro Park den 30. juni – så får vi også testet ham på græsset”, kommenterer Castro, som her startede den første af staldens 11 2-årige heste.


Se Nocentsinkentucky vinde med 18 længder i sin debut herunder:

NOCENTSINKENTUCKY (USA)
fuks hingst 2017
v. Goldencents (Into Mischief)
1. mor Greeley’s Geisha (Mr Greeley)
2. mor Rahy Dolly (Rahy)
3. mor Zinfandoll (Sky Classic)
Første sejr på Jägersro i 1. start.
Første karrieresejr i 1. start.
50.000 SEK.
Ejer: Mec-Com Klippan AB.
Træner: Francisco Castro.
Opdrætter: MecCom & Hedberg Hall Inc.


Tap For Me slår Steigtinden. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Double til Jardby og Gråberg

Inden onsdagens eftermiddagsløb havde Peter Jardby endnu årets første trænersejr til gode.

Det kom han dog godt efter med to sejre i sommervarmen.

Først med 5-årige danskopdrættede Valon (Special Quest) og siden med den 7-årige argentinske import Tap For Me (Dancing For Me), der tog sin første sejr siden ankomsten til Sverige – og første siden 2015.

Peter Jardby og Per-Anders Gråberg med Stutteri Stork-opdrættede Valon. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Per-Anders Gråberg var i bøjlerne på begge heste, der henholdsvis fik 30.000 og 40.000 svenske kronor.


3-årige Mystic Town/Oliver Wilson fortsætter som ubesejret på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Mystic Town slog de ældre sprintere

Brian Wilson havde taget turen til Jägersro med Zawawi Racings 3-årige Mystic Town (Medicean), som senest var ottende gennem mål i Dansk 2000 Guineas på Klampenborg.

Mystic Town mødte hærdede, ældre sprintere, men det gjorde ingenting og hesten vandt overlegent med små tre længder for trænersønnen Oliver Wilson. Længe førende Puyol holdt hjem til andenpladsen før Indika og Heman Cross.

Mystic Town fik 40.000 kronor for sejren, der var hans anden på Jägersros dirt track – og den anden totalt i karrierens første otte starter. Han er dermed endnu ubesejret i Malmö.

Brian Wilson og Per Gellström med 3-årige Mystic Town. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Jacob Johansen red ham i 2000 Guineas og sagde bagefter, at hesten definitivt er en sprinter. Derfor tog vi chancen og startede ham mod ældre heste her. Det er mit håb, at han får tal nok til at komme med i 3-årsprinten på den svenske Derbydag”, sagde en glad Brian Wilson om halvbroderen til Al Muna og  Marta.

MYSTIC TOWN (SWE)
fuks vallak 2016
v. Medicean (Machiavellian)
1. mor Seattle Speight (Speightstown)
2. mor Gal From Seattle (A P Indy)
3. mor Saddlers Gal (Sadler’s Wells)
Søskende i Skandinavien: Al Muna (82), Marta (83)
Anden sejr på Jägersro i 2. start.
Første karrieresejr i 1. start.
178.325 SEK.
Ejer: Omar Zawawi.
Træner: Brian Wilson.
Opdrætter: Buck Racing AB.
Købt for 160.000 DKK på Scandinavian Open Yearling Sale i 2017.


Zoo Fun vinder for Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Zoo Fun i ottende forsøg

Onsdagens maidenløb for 3-årige heste over 2200 meter gik til Susanne Berneklint-trænede Zoo Fun (Zoffany), der i sit ottende forsøg endelig fik aflagt maidentitlen under Carlos Lopez.

Zoo Fun løb fortsat ukoncentreret da han ramte fronten i opløbet, men sejren blev alligevel ganske let med små seks længders afstand til Kissnfly (Hallucinate) og Baroda Diamond (Barocci).

Zoo Fun stod 75 inden maidensejren, og hos Hästgruppen i Lund AB håbes der fortsat på, at der kan blive plads i Svenskt Derby (L) om mindre end en måned.

I dag hjalp det uden tvivl, at han startede uden blinkers, og for at nå en plads i Derbyfeltet planerer Berneklint allerede en ny start for den brune vallak i næste uge.


ZOO FUN (IRE)
brun vallak 2016
v. Zoffany (Dansili)
1. mor Gems (Haafh
2. mor Gal From Seattle (A P Indy)
3. mor Saddlers Gal (Sadler’s Wells)
Første sejr på Jägersro i 7. start.
Første karrieresejr i 8. start.
138.900 SEK.
Ejer: Hästgruppen i Lund AB.
Træner: Susanne Berneklint.
Opdrætter: Siobhan O’Rahilly.
Købt for €35,000 på Goffs Orby Yearling Sale i 2017.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top