Bettina Andersen serverede den første store overraskelse for V64-spillerne, da 5-årige Sandtastic og Josefin Landgren vandt Bobbie Killicks Minneslöpning.
Sandtastic, der oprindeligt skulle rides af afbudsramte Anna Pilroth, fik i stedet Josefin Landgren i bøjlerne, og den svenske verdensmester for kvindelige jockeys forvaltede sin chance på bedste vis.
Den danskejede fukse vallak vandt til slut sikkert med en halv længde foran Good Eye/Shane Karlsson, der akkurat holdt sig foran indvendige Buddy Bob/Jan-Erik Neuroth.
Det var første sejr siden 2017 for Sandtastic og førstepræmien var 100.000 svenske kronor.
“Det betyder meget at vinde på sådan en stor dag, og det var et løb vi længe har haft i kikkerten til ham på grund af den høje præmiesum”, sagde en glad Bettina Andersen til Anna Thelander i Bro Parks vindercirkel.