fbpx

Jägersro: Oaksvinderen tilbage med stil

I fjor vandt hun Svenskt Oaks for Vanja Sandrup og Valmir de Azeredo. Onsdag eftermiddag sæsondebuterede Verde Mar-datteren Bearfoot med en sikker sejr for samme forbindelser i Silverhandicap på Jägersro.


Bearfoot og Valmir de Azeredo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Bearfoot og Valmir de Azeredo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren kom i hus over netop Oaks-distancen og var Bearfoots fjerde karrieretriumf i 13 starter.

Med førstepræmiens 40.000 svenske kronor rundede den 4-årige hoppe 1,1 millioner svenske kronor i samlet indtjening, men Vanja Sandrup føler sig udfordret med at finde passende opgaver til Bearfoot i år.

“Der er ikke så mange løb til en hest som hende på Jägersro. Hun befinder sig lidt under de bedste ældre hopper og har hidtil ikke været glad for græsset, så udvalget er begrænset”.

“Valmir vandt Svenskt Oaks med hende i fjor og rider hende også til daglig – det var hans idé at starte hende tilbage over 2400 meter og uden blinkers, og så red han tilmed et virkelig godt løb”, roste Vanja sin staldjockey.

Bearfoot efter sejren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Bearfoot efter sejren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Bearfoot vandt med lidt over en længde til gode på Hans-Inge Larsens Miss Chocolate/Annie Nilsson Lindahl.

Derefter fulgte Aithusa/Per-Anders Gråberg og Label/Alan Wallace, mens den sidste præmie tilfaldt Bolette Rosenlunds fynske gæst Gemstone, som førte det meste af vejen under Nicolaj Stott.

BEARFOOT (SWE), mørkebrun hoppe 2015 v. Verde Mar (Gilded Time)
1. mor Born To Win (Special Quest)
2. mor Buffonata (Broker’s Tip)
3. mor Mocita Altanera (Mocito Guapo)
Fjerde sejr på Jägersro i 10. forsøg. Fjerde karrieresejr i 13 starter. 1.137.000 SEK.
Ejer: SGS III. Træner: Vanja Sandrup. Opdrætter: Alebäcks Stuteri AB.


Es Raco og Manuel Martinez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Es Raco og Manuel Martinez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Es Raco bedre med blinkers

Onsdagens bedst betalte opgør for fuldblodshestene på Jägersro var et 3-årsløb over 1200 meter, hvor Francisco Castro-trænede Es Raco under Manuel Martinez i sikker stil sikrede sig førstepræmiens 50.000 kronor.

Holy Roman Emperor-sønnen var spillet til favorit i sæsondebuten den 17. april, men måtte her tage til takke med andenpladsen bag højkapable Cash. Denne gang var Es Raco for første gang udstyret med blinkers, og det gjorde ham afgjort mere fokuseret på opgaven.

“Det kan være, at han kunne fornemme, at hvis ikke han leverede varen i dag, så ville han blive kastreret i morgen”, jokede delejer Paul Jarlsbo efter den overlegne sejr på fem længders afstand af Lennart J:r Reuterskiölds Moneytalks/Maikel Narnaez, som akkurat fangede Søren Jensens Lads Order/Nicolaj Stot.

Francisco Castro var dog ikke i humør til at joke og fulgte op:

“Det var bedre med blinkers i dag, men jeg synes stadigvæk ikke han viser os hvad han indeholder, og vi kan også overveje at kastrere ham nu og få ham klar igen til sæsonens senere opgaver. Det er først og fremmest Derby Day Sprint på Derbydagen vi satser mod”.

Es Raco og Manuel Martinez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Es Raco og Manuel Martinez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Og så vil vi gerne møde I Kirk lidt senere på året”, kommenterede Jarlsbo.

Es Raco tog her sin anden sejr i fire starter og hører utvivlsomt til blandt de bedste sprintere i den klassiske årgang.

Som søn af Coolmores Holy Roman Emperor er han anmeldt i den skandinaviske Breeders’-serie, og Breeders’ Prize Sprint på Øvrevoll i oktober kan blive derfor blive årets største økonomiske opgave for ham.


ES RACO (IRE), mørkebrun hingst 2016 v. Holy Roman Emperor (Danehill)
1. mor Laureldean Lady (Statue Of Liberty)
2. mor Juno Madonna (Sadler’s Wells)
3. mor Tough Lady (Bay Express)
Anden sejr på Jägersro i fire forsøg. Anden karrieresejr i 2 starter. 137.000 SEK.
Ejer: Mac Racing med NB, HR, JS, TB. Træner: Francisco Castro. Opdrætter: Peter & Patrick F Kelly.
Købt for €35,000 på Goffs Orby Yearling Sale 2017.


Monaya og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Monaya og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Distancen blev svaret for Monaya

Dina Danekildes 3-årige fukse hoppe, Monaya (Zaahid), startede syv gange uden at vinde som 2-årig, men hun afsluttede året med en andenplads over 1600 meter på Jägersro, og træneren tog ikke fejl ved nu at lade hoppen sæsondebutere over 2200 meter.

Under Elione Chaves vandt Monaya med to længders afstand til Kissnfly/Per-Anders Gråberg, som igen var en halv længde foran den klare forhåndsfavorit Sunlight/Martin Rodriguez.

På fjerde- og femtepladsen fulgte Frasetti Cieli/Jacob Johansen og Toshaway/Oliver Wilson.

Monaya og Elione Chaves med træner Dina Danekilde. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Monaya og Elione Chaves med træner Dina Danekilde. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Monaya, der ejes af The Fox og er opdrættet af Bengt Morberg, er andet afkom ud af With Approval-datteren Flor De Lis, som startede fire gange uden at vinde. Hoppens første afkom, Moravia (Philomatheia), startede to gange uplaceret som 2-årig på Bro Park i 2016.

Andenmoderen er den tidligere Listed-vinder Polliwilline (Mull Of Kintyre), som selv var Listed-vinder for træner Yvonne Durant og siden blev aktiv avlshoppe hos Mette og Dean Olsen i Danmark. Hér bragte hun Listed-vinderen Transsylvania (Le Havre), som nu også er i avlen hos Mette og Dean. Tilmed var tredjemoderen Zelah (Alzao) i nogle år avlshoppe hos Berner Olsen.


MONAYA (SWE), fuks hoppe 2016 v. Zaahid (Sakhee)
1. mor Flor De Lis (With Approval)
2. mor Polliwilline (Mull Of Kintyre)
3. mor Zelah (Alzao)
Første sejr på Jägersro i syv forsøg. Første karrieresejr i 8 starter. 163.900 SEK.
Ejer: The Fox. Træner: Dina Danekilde. Opdrætter: Bengt Morberg.
Købt for 25.000 SEK på SÅEFs Åringsauktion 2017.


Nemuranthes og Shane Karlsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Nemuranthes og Shane Karlsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Anden på stribe til Nemuranthes – tredje til The Pope

Både Janne Petterssons Nemuranthes og Vivika Nilssons The Pope vandt løb på Jägersro den 28. april, og de gentog begge kunststykket på den første løbsdag i maj.

Nemuranthes (Helsinki) vandt ganske let for Shane Karlsson og bogførte førstepræmiens 40.000 kronor foran længe førende Puyol og Bearhunter.

The Pope og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
The Pope og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Oliver Wilson serverede en rejse for The Pope (Center Divider) som havde han selv skrevet lærebogen, og det resulterede i en overlegen triumf foran Itsakeeper og Dancinginthesand.

Udover at vinde med Monaya strøg Elione Chaves også til tops med Marcus Bergman-trænede Zewina Zaid (Mingun), og Jägersros forsvarende championamatørrytter Jessica Wadst sørgede for en ny sejr til Öllegård Gren, da 6-årige Nerissa (Helsinki) vandt anden afdeling af Wendes Artilleriregementes Cup.

Zewina Zaid og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Zewina Zaid og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Öllegård Gren træner og ejer også Agaton, som efter to sejre på stribe denne gang måtte nøjes med en fjerdeplads bag Fredrik Pedersens Oh Mambo Boy/Jacob Johansen i Silverhandicap over 1730 meter.

Oh Mambo Boy og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Oh Mambo Boy og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Oh Mambo Boy (Holy Roman Emperor) var en stor sejrssluger i fjor med fire gevinster i 13 starter i Stockholm, og han ser ud til at kunne fortsætte de fine fremgange for sine nye forbindelser i Skåne.

Macallan og Martin Rodriguez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Macallan og Martin Rodriguez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Endelig rundede Henrik Engbloms fuldblodsaraber Macallan onsdagen af med sejr i Wathba Stallion Cup med 50.000 kronor til vinderen.

Macallan indledte sæsonen med et knebent nederlag den 17. april, men denne gang var han ikke til matche og sejren kom i hus med små to længders afstand til Jaldi Karo/Fredrik Janetzky.


Repriser: Jägersro, onsdag 8. maj.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top