fbpx

Tre kvarters forsinkelse på Jägersro

Jägersros storløbssøndag er kommet i gang 45 minutter senere end programsat, hvilket skyldes jockey Shane Karlssons uheld ved startstedet inden første løb.


Shane Karlsson blev kastet til jorden, da 3-årige Goodbye først modstred sig at gå i startboks og siden løb løbsk. Shane landede direkte på ryggen og blev længe tilset af Jägersros lægepersonale, inden han endelig blev kørt til sygehuset.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke hvor alvorlig Shane Karlssons skade er, men han var ved fuld bevidsthed efter styrtet.

Irish Stallion Trail 3-årslöpning blev vundet af Wido Neuroths stærkt afsluttende Deadline Day/Jan-Erik Neuroth før Lennart J:r Reuterskiölds Leo The Lion/Maikel Narvaez og Vanja Sandrups Sunlight/Martin Rodriguez.

Jägersro har meddelt, at de i forsøget på at genvinde noget af den tabte tid vil bestræbe sig på kun at have 20 minutter mellem afdelingerne i V64-spillet.

Mere fra løbsdagen følger søndag aften.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top