fbpx

75 auktionsheste importeret til Danmark i 2018

Flere heste importeres til Danmark i år, og derudover kan man se frem til en præmiestigning i de fem klassiske løb.


Hoppe v. Dubawi - Cladocera (Oasis Dream). Solgt for 520,000 euro til Morten Buskop Bloodstock på vegne af Lone Kaj-Nielsen. Foto: Arqana.
Denne hoppeåring efter Dubawi blev købt for 520,000 euro af Lone Kaj-Nielsen igennem Morten Buskop Bloodstock. Foto: Arqana.

En beskeden stigning på 4% er der at finde i de danske bedækningstal (2017: 168, 2018: 179), der har holdt et relativt konstant niveau de seneste år. Til gengæld er antal heste importeret fra udlandet steget markant.

I år er 75 heste (mod 55 i fjor) købt til Danmark på auktioner i Frankrig, Storbritannien og Irland. Langt størstedelen består af toårige og ældre løbsklare heste, men også elleve ifolede avlshopper, én avlshingst, 13 åringer og to føl er handlet til Danmark.

Tilgangen ser direktør i Dansk Galop, Peter Knudsen, som et tydeligt tegn på optimisme.

“Det er flere, end vi har set i mange, mange år, og der er generelt købt dyrere heste, så det er et klart tegn på, at folk ser optimistisk på fremtiden”.

“Mange af hestene er startklare, så det er endnu en ting, vi kan glæde os til i det nye år, nemlig at se en masse nye spændende heste i løb”.


Incitament til at investere dansk

En af de ting, der skal gøre det mere attraktivt at investere i danskopdrættede heste fremover, er større præmier i de fem klassiske løb. Præmiesummerne stiger i 2019 med 20-25% i fire af de klassiske opgøre ved hjælp af midler fra Unghestesatsningen, mens Klampenborg Galopbane selv har sat præmiesummen i Dansk Derby op fra 800.000 til 1.000.000 kroner.

“Præmiesummerne har ikke været ændret i en årrække, men med en sådan stigning håber vi, at det bliver mere attraktivt at konkurrere i de klassiske løb, og dermed at investere i danskopdrættede heste”, siger Peter Knudsen afslutningsvis.

Præmiesummer i klassiske løb 2019:

Dansk Derby 1.000.000 kr.
Dansk 2000 Guineas 300.000 kr.
Dansk Oaks (hoppederbyet) 300.000 kr.
Dansk St. Leger 250.000 kr.
Mowerinaløb 250.000 kr.

Af Camilla Halldorsson

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top