fbpx

70.000 Guineas-åring til Jägersro

“Dét her er min Derbyhest til 2020!”, siger Jägersros nyeste trænernavn mandag aften til GalopSport. Udtalelsen kommer kort tid efter, at Paul Fitzsimons igennem sin agent Jeremy Brummitt fik hammerslaget på 70.000 guineas på en brun hingståring på førstedagen af Tattersalls December Sale i Newmarket.


Tattersalls December Yearling Sale, lot 178. Hingst v. Youmzain - Majestic Jasmine (New Approach). Købt for 70.000 guineas af Paul Fitzsimons.
Tattersalls December Yearling Sale, lot 178. Hingst v. Youmzain – Majestic Jasmine (New Approach). Købt for 70.000 guineas af Paul Fitzsimons.

Hingståringen, lot 178, er en søn af den dobbelte Gruppe-1-vinder Youmzain (Sinndar) og første afkom ud af den tyske Listed-vinder Majestic Jasmine (New Approach), som selv er datter af Sun Chariot Stakes (Gr.1)-vinderen Majestic Roi (Street Cry) og halvsøster til den tredobbelte Gruppe-3-vinder Noor Al Hawa (Makfi).

“Han er købt til en kunde i stalden, og det er med Svenskt Derby som det altoverskyggende mål i 2020. Hingsten har et fremragende eksteriør, han skridter som en drøm og har afstamningen til at toppe det hele”, fortsætter Fitzsimons, der har overtaget Hans Adielssons stald på Jägersro og allerede nu har rustet stærkt op forud for næste års 2-årssæson.

“Vi kom hjem fra Goffs Orby Sale i Irland med to hingste efter Maxios og Dandy Man, samt en hoppe efter Olympic Glory, og siden købte vi også en Excelebration-halvsøster til Seaside Song og Sea Race på Tattersalls October Yearling Sale”.

Med Paul Fitzsimons som en del af Jägersros nye trænerstab bliver der også budt velkommen til internationale ejere, som er gået med på flere af de nye åringer.

“Jeg har tidligere kunder fra både Irland og England, der er meget benovede over de høje præmiepenge i Sverige, og de var ikke svære at overtale til at købe heste som kan matches mod Derbyserien på Jägersro”, slutter ireren.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top