fbpx

Englandsrejse med Sir Churchill og King David aflyst

Der bliver alligevel ikke nogen start i England for hverken 2-årige Sir Churchill eller 3-årige King David. Det bekræfter Marc Stott onsdag morgen overfor GalopSport – men der er lagt nye planer for en udlandsrejse.


Sir Churchill på vej mod en overlegen sejr i Goffs Futurity Stakes. Foto: Burt Seeger.
Sir Churchill på vej mod en overlegen sejr i Goffs Futurity Stakes. Foto: Burt Seeger.

Sir Churchill skulle efter planen have startet i Doncaster på fredag, mens King David skulle have fulgt op fem dage senere i et Listed på Sandown Park.

“Hestene er blevet hjemme – ikke på grund af manglende form, men fordi vi løb ind i nogle uforudsete forhindringer angående tidspunktet for ankomsten til England”, indleder Marc.

“Fordi vi ankommer fra Danmark, er vi ifølge reglerne nødt til at være i England to uger inden den første hest skal løbe. Det er en regel som ikke gælder for Sverige og Norge, men kun for Danmark, og det kom bag på mig. Jeg håber, at det er noget Dansk Galop som organisation vil se nærmere på, for det er umuligt for en træner at sende to heste af sted i tre til fire uger for bare at starte en enkelt gang”.

Stotts oprindelige plan var, at sende Sir Churchill og King David til Newmarket i søndags, fem dage inden Sir Churchills start i Doncaster.

King David og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger / US Photo.
King David og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger / US Photo.

I stedet har Aarhus-træneren indstillet sigtet på to opgaver i Frankrig senere på måneden.

“Jeg har fundet et Listed-opgør i Craon til King David den 22. september, og et Listed-opgør på Maisons-Laffitte til Sir Churchill den 26. september. Alt er som det skal være med de to heste, og det er faktisk kun det administrative som lige nu afholder os fra at være sikre på at rejse derned”, forklarer Marc og fortsætter:

“Der er stort set ikke nogen løb til King David i resten af sæsonen på de skandinaviske baner. Han er ikke meldt i Breeders’-serien, og et løb som Michael Kahns Minneslöpning ligger meget sent på sæsonen oppe i Stockholm”.

“Sir Churchill står i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park i oktober, men derudover er der ingen planer på skandinaviske baner for ham før til næste år”.


Aperola (Jacob Johansen) holder akkurat Nokengang (Nicolaj Stott) bag sig i Produce Stakes. Foto: Burt Seeger.
Aperola (Jacob Johansen) holder akkurat Nokengang (Nicolaj Stott) bag sig i Produce Stakes. Foto: Burt Seeger.

Marc Stott kommer på lørdag til Klampenborg med et 2-årshold på fem, hvoraf de tre starter i Dansk Galops Auktionsløb, mens de øvrige er fordelt på dagens to maidenopgør.

I Dansk Galops Auktionsløb om 600.000 kroner starter Hongkong Yob, Stratego og Aperola. Sidstnævnte har vundet tre af sine fire første starter, heriblandt Future Stars på Bro Park og Produce Stakes på Klampenborg.

“Det er ret utroligt, at mine tre heste har fået de tre yderste startspor. Jeg så gerne, at de havde fået mere centrale placeringer i feltet, men såfremt banen bliver meget blød kan det måske vise sig at være en fordel alligevel”.

“Aperola er virkelig godt gående og må have en stor chance igen. Stratego er en fin hest, men mangler nok lige det sidste for at kunne være med i afgørelsen, og Hongkong Yob er stadigvæk lidt af en baby. Aperola ligner definitivt den bedste chance”, vurderer Marc.

I lørdagens første maidenløb for de 2-årige sender træneren debutanten Gibson ud over 1500 meter. Den fukse hingst er en Center Divider-halvbror til både Breeders’ Cup-vinderen Steinway, Oaks-2’eren Beauty Award og Derby Trial Stakes-vinderen Garcon.

“Han er en hest med en enormt stor aktion, og jeg tror, at han mangler lidt endnu for at være sejrsaktuel. Vand i banen og de 1500 meter er klare plusser, og han er en rigtig Derbytype som vi nok skal få glæde af til næste år”.

Endelig er der den relativt nye import Sir Antonelli, som er kommet til Danmark fra England efter at have været fremstillet på Goresbridges Breeze Up-auktion i Irland.

Han er efter Gruppe-1-vinderen Most Improved og på moderlinjen nært relateret til de skandinaviske champions Icecapada og Hurricane Red.

“Og han er klar til at vinde”, lyder det selvsikkert fra Stott.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top