fbpx

Hjortebo på jagt efter Derbysejr nummer seks

Hele fem gange har det regerende skandinaviske championstutteri, Hjortebo, løftet sejrstrofæet efter Dansk Derby. Senest i fjor med Sir Herman.


Løbssponsor Hjalte Kjems flankeret af kredsen bag Sir Herman: Opdrætterparret Jette og Søren Hjorth Jensen, ejer Karin Salling, jockey Nicolaj Stott og trænerparret Jane og Søren Jensen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Sidste års Derbysponsor Hjalte Kjems flankeret af kredsen bag Sir Herman: Opdrætterparret Jette og Søren Hjorth Jensen, ejer Karin Salling, jockey Nicolaj Stott og trænerparret Jane og Søren Jensen. Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Første gang var i 1990″, mindes Søren Hjorth Jensen. “Det var med Algol, og det var en stor overraskelse”.

Hoppen Algol stod inden Derbyet i skyggen af staldkammeraten Mr Loophole, men Forårsløbsvinderen (det daværende 2000 Guineas) Mr Loophole stod ikke derbyets 2400 meter, og bakkede ud af forestillingen da afgørelsen skulle falde.

Det stod heller ikke skrevet i stjernerne, at Master Kid skulle vinde Dansk Derby 18 år efter Frank Stewart-trænede Algol. Master Kid blev sluppet til start til over 20 gange pengene i totoen, præcis som Algol, men tipseksperterne og spillerne tog atter fejl.

Master Kid vandt forbløffende enkelt og sikrede Bent Olsen den første af hidtil to Derbytriumfer. Nummer to kom i hus med Manacor i 2015.

I 2010 skaffede Søren Jensne-trænede Sir Henry derbysejr nummer tre til Stutteri Hjortebo, og til favoritoddset 5,55 sørgede Suspicious Mind i 2016 for nummer fire.

Niels Petersen-trænede Suspicious Mind sejrede med otte længder klar af nærmeste vidne, og har siden formået at vokse sig helt op i den skandinaviske elite – kronen på værket kommer måske på lørdag, hvor Appel Au Maitre-sønnen starter i Boutique Bolou Scandinavian Open Championship (Gr.3).

Til oddset 8,36 fik Stutteri Hjortebo hånden fuld sidste år, da Søren Jensen-trænede Sir Herman sejrede efter målfoto foran Freestyler.

”På søndag har vi Garcon og Appcor med i Dansk Derby”, fortæller Søren Hjorth Jensen, og det er værd at bemærke, at Stutteri Hjortebo aldrig har vundet Derbyet med en favoritspillet hest i totoen. Det gør man i givet fald heller ikke på søndag, for hverken Garcon eller Appcor er i nærheden af at blive spillernes foretrukne.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top