fbpx

85-årige Björling fortsætter ufortrødent

Med sine 85 år er Täby-træner Claes Björling nestoren i den skandinaviske trænerstab, og trods alderen har han fortsat appetit på mere.


”Selvfølgelig har jeg det. Jeg nyder, at følge med i sporten og søge efter nye heste, som kan gøre sig gældende”, siger han. “Jeg har for kort tid siden investeret i en ny hest fra England”.

Det er den 3-årige irskfødte Mecado, en søn af Compton Place. Den fukse hingst er indkvarteret hos sin nye træner, hvortil den er kommet med seks trio-placeringer i ni starter, heraf med tre sejre.

”Mecado har vundet på både græs og dirt, så det er helt perfekt. Jeg planlægger, at give ham debut på Jägersro den 24. juni”, siger Claes Björling, som har fire heste i stalden, hvoraf de to starter på hjemmebanen på onsdag.

”Mr David (2. løb – nr. 5) bliver bedre og bedre. Han har vundet de to sidste gange, og har fungeret prima med lærlingen (Hanna Mårtensson – red.). Hun har vundet begge gange hun har redet hesten, så det ændrer vi ikke på. De to sejre er opnået på dirt, og på onsdag gælder det græsset, men det magter han også – bare banen ikke bliver for tung. Det skal være en topchance og vores bedste mulighed på dagen”, mener Claes Björling.

”Capaill Liath (3. løb – nr. 2) var jeg lidt skuffet over sidst. Havde ellers gået tre gode løb i træk. Træner helt som den skal. Tror den har lidt fordel af, at løbet på onsdag rides på græsset. En god trio-chance”.

Svenskeren har haft et pragtfuldt liv i galopsporten. En person han har fulgt i flere årtier er den danske kollega, Gert Hansen, som om kort tid gør Björling følgeskab i de otte årtiers klub.”Fantastisk, at Gert Hansen stadigvæk kan ride ud. Dér er jeg stået af for længst”, griner Claes Björling.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top