Den regerende championtræner i Aalborg John Nielsen, rundede mandag de 75 år. Tirsdag anmeldte han tre heste til sæsonpremieren på hjemmebanen den 1. maj.
Totalt blev der anmeldt 17 navne – med henholdsvis ni og otte i hvert af de to løb.
”Vi har meldt Parabold Hill, On Offer og Amelia Joy. Vi har valgt at køre videre med de samme heste som i fjor”, siger trænerfruen Hanne Nielsen til GalopSport.
John Nielsen har siddet solidt på trænerchampionatet i Nordjylland i efterhånden flere år i træk, men Hanne Nielsen er usikker på, om hendes mand kan genvinde titlen.
”Marc Stotts skifte til Aarhus kan jo betyde flere starter i Aalborg for hans vedkommende. Vi har set, at han allerede har meldt hertil på åbningsdagen heroppe”.
Som tidligere meddelt i dag er de planlagte galopløb på Jydsk Væddeløbsbane på fredag ophævet, som følge af manglende tilslutning. ”Det er bestemt ikke noget godt tegn”, konkluderer Hanne Nielsen.