70 kilo var ingen hindring for Xaarist

Katharina Stenefeldts 4-årige nyimport Xaarist vandt lørdag eftermiddag for anden gang i træk efter ankomsten til Skandinavien, da han med Espen Ski på ryggen stort set førte fra start til mål i Trio/LördagsKomben over 1730 meter på Jägersro.


Xaar-sønnen, der var sejrsløs i fem starter i England, blev købt i fjor for ca. 50.000 danske kroner til et syndikat bestående af flere nye hesteejere, der virkelig har noget at se frem til med den 4-årige mørkebrune vallak.

Xaarist havde leveret sit bedste resultat i England over 3200 meter, men i sine nye omgivelser har han allerede nu bevist at det hverken er et problem for ham at bære vægt eller løbe på kortere distancer.

Efter han for ni dage siden sejrede overlegent med fem længder før sin staldkammerat Compton Banker, blev hans handicap forhøjet med fem kilo, hvilket gjorde at han denne gang måtte starte med hele 70 kilo på ryggen. Og trækker man Espen Skis vægt på 57 fra, betyder det ikke mindre end 13 kilos dødvægt!

“Nu bliver det til nogle ugers hvile, han er slet ikke i topform endnu, og jeg tror faktisk han kan blive en ret interessant hest at følge til efteråret”, sagde en glad Katharina Stenefeldt efter sin fjerde sejr på Jägersro i år.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top