fbpx

3-årsdouble til Odessa Racing Club

Fynske Odessa Racing Club kunne ikke starte lørdagen i dansk galopsports hovedkvarter bedre, end da deres to 3-årige heste Aristoteles (Juniper Tree) og Tottenham (Mingun) gjorde op om sejren i 3-års Maidenserien over 1800 meter.


Aristoteles og Nicolaj Stott nedkæmper Tottenham/Rafael de Oliveira. Foto: Burt Seeger.
Aristoteles og Nicolaj Stott nedkæmper Tottenham/Rafael de Oliveira. Foto: Burt Seeger.

Med store skridt nærmede Aristoteles sig faretruende for hver en meter af opløbet Tottenham, som ellers viste klart mest fart i udgangen af svinget og fik et forspring der med 300 meter tilbage så yderst komfortabelt ud.

Det kneb dog til slut med luften for Tottenham, der startede for første gang siden debuten tilbage i november, og Aristoteles nåede sikkert forbi under Nicolaj Stott.

Odessa-duoen havde to længders afstand til The Winther Storm (Kahyl), der mistede adskillige længder rundt opløbssvinget, men som formåede at komme godt tilbage ned gennem det lige stykke og blive tredje – fem længder foran Amazing Halo (Hallucinate) og Zarina First (Kahyl).

Aristoteles trænes på Fyn af Bolette Rosenlund, mens Tottenham har hjemme på Klampenborg i Tine Hansens regi.

Aristoteles og Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.
Aristoteles og Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

Aristoteles er endnu en vinder fra første årgang efter York Stutteris avlshingst Juniper Tree (Galileo), og han er ligeledes opvokset på York Stutteri som opdrættet af Stutteri Ras.

Han er blot andet startende afkom i Skandinavien ud af Machiavellian-datteren Majhud, som Stutteri Ras erhvervede på Goffs November Breeding Stock Sale i 2011.

Inden hun kom til Danmark havde Majhud produceret den dobbelte 3-årsvinder Mujdeya (Linamix), der var trænet af John Gosden og ligesom Majhud ejet og opdrættet af Sheikh Hamdan Al Maktoums Shadwell Estate.

Mujdeya gik selv i avlen hos Shadwell, men blev i 2014 købt til Sverige af opdrætter Pernilla Nilsson.

Inden da var Mujdeya blevet mor til Royal Applause-sønnen Mister Blue Sky, der efter en flot fladløbskarriere blev solgt for den nette sum af 130,000 guineas til Willie Mullins på Tattersalls Horses In Training Sale i 2017.

Nicolaj Stott på ryggen af Aristoteles. Foto: Burt Seeger.
Nicolaj Stott på ryggen af Aristoteles. Foto: Burt Seeger.

Mister Blue Sky vandt siden sin debut over forhindringer med otte længder, hvorefter han fulgte op med en andenplads i et Listed Novice Hurdle, så en sejr i et Grade 2 Novice Hurdle og senest var han for en måned siden tredje i Herald Champion Novice Hurdle (Grade 1) på Punchestown.

Mister Blue Skys imponerende resultater bevirkede, at Mujdeya – søsteren til Aristoteles – blev købt tilbage til Irland fra Sverige og nu fortsætter avlskarrieren i sit hjemland.

Odessa Racing Clubs Jes Henneberg med Aristoteles og Tottenham. Foto: Burt Seeger.
Odessa Racing Clubs Jes Henneberg med Aristoteles (tv) og Tottenham. Foto: Burt Seeger.

I Danmark blev Majhuds første startende afkom den nu 4-årige Mingun-søn Bijou, var vinder og placeret tredje i Vinterfavoritternes Ærespræmie som 2-årig i Klampenborg og i fjor vandt Breeders’ Prize Sprint på Øvrevoll, mens det blev til en andenplads i Dansk 2000 Guineas og tredjeplads i Breeders’ Trophy Classic.

Den 3-årige Juniper Tree-søn er desværre Majhuds sidste afkom, men i Sverige har Pernilla Nilsson en hingståring efter Barocci – navngivet Mirach – som hun kan glæde sig til at sælge til efteråret, og dertil har Patrick Wahl en 2-årig Barocci-halvbror til Mister Blue Sky i træning på Bro Park.

Bolette Rosenlund med store Aristoteles. Foto: Burt Seeger.
Bolette Rosenlund med store Aristoteles. Foto: Burt Seeger.

Med tanke på familiens succes – navnlig Mister Blue Skys lysende lysende resultater over forhindringer – vil en senere steeplechase-karriere nok kunne komme på tale for Aristoteles – men i første omgang drømmer Odessa Racing Club og Bolette Rosenlund selvfølgelig om, at den store vallak kan nå at kvalificere sig til Dansk Derby søndag den 11. august.

Også denne drøm lever i bedste velgående.


ARISTOTELES (DEN), brun vallak 2016 v. Juniper Tree (Galileo)
1. mor Majhud (Machiavellian)
2. mor Winsa (Riverman)
3. mor Wasnah (Nijinsky)
Første sejr på Klampenborg i første forsøg. Første karrieresejr i 3 starter. 21.500 DKK.
Ejer: Odessa Racing Club. Træner: Bolette. Rosenlund. Opdrætter: Stutteri Ras.
Købt for 15.000 DKK på Scandinavian Open Yearling Sale i 2017.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top