fbpx

“Det bliver 2000 Guineas, hvis han gør det godt i morgen”

Seks fuldblodsløb er på programmet lørdag eftermiddag i Aarhus. Hjemmebanen Torben Christensen bidrager med seks startende heste, og interessen samler sig allermest omkring sæsondebuterende King Charles – Manacors lillebror, som i fjor vandt tre gange og sluttede af som anden i Svenskt Kriterium.


King Charles/Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.
King Charles/Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

”Jeg testede ham lidt i går og det forløb fint”, siger Torben Christensen til GalopSport. “Først på ugen var jeg i tvivl om han skulle starte, men det er jeg ikke efter torsdagens arbejde”.

Ligesom ved fremgangene i fjor, rides Stutteri Tousgaards brune vallak af Nicolaj Stott.

”Hvis King Charles gør det godt i morgen og kommer fint over løbet, så sigter vi mod Dansk 2000 Guineas i næste uge. Og derefter gælder det Jyllandsløbet”, beretter Torben Christensen, som også har Special Quest-sønnen stående i Dansk Derby den første søndag i august.

På trods af sine store bedrifter i fjor, må King Charles afgive favoritværdigheden i morgendagens sæsondebut til Marc Stott-trænede Efesos, som lagde ud med en sikker maidensejr på Klampenborg tidligere på måneden.

Efesos bærer nemlig fem kilo mindre på ryggen end King Charles, og der skal en umanerlig god præstation til, hvis King Charles rent faktisk skal vinde.

Torben Christensen mener heller ikke, at Derbykandidaten er morgendagens bedste chance.

”Jeg tror mit bedste kort på dagen Coral Island, som har arbejdet godt forud for sin debut for os”, fortæller Torben Christensen om Equiano-datteren, der kom til Danmark i vinterpausen efter seks starter som 2-årig og en enkelt 3-årsstart i England.


Træner Torben Christensen med Classical World efter sejren i Klampenborg Classic. Foto: US Photo.
Torben Christensen og hustruen Inger, som ejer Coral Island. Foto: US Photo.

Den lokale hesteejerforening er trådt i arbejdstøjet for at skabe en god omsætning i totoen, og det glæder Torben Christensen.

”Der bliver lavet to V5 kuponer til hver 2500 kroner, udstykket i to gange 25 anparter”, siger han.

“Det er et godt initiativ og vores sport kan ikke eksistere uden spil”.

Torben Christensen har endnu ikke startet hest i Klampenborg i år, men han har fulgt med på TV og nydt omsætningerne i spillet med fremgang både på og udenfor banen.

”Det er meget flot. Dér kan vi lære noget i provinsen”, slutter Aarhus-træneren.


Program: Jydsk Væddeløbsbane, lørdag 28. maj kl. 12.45.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top