fbpx

14 mødes i Dansk Breeders’ Cup

På lørdag får sidste års Derbyheltinde Queen Rouge sæsondebut direkte i Dansk Breeders’ Cup – og det bliver mod øvrige klassiske vindere som Silverstone og Good Fella.


Sådan så det ud, da Queen Rouge og Oliver Wilson forlod konkurrenterne og vandt The Macallan Dansk Derby med 10 længder foran Good Fella og Silverstone. Foto: Burt Seeger.

14 kandidater byder sig til i kampen om førstepræmiens 250.000 kroner, og det bliver første gang vi ser Queen Rouge (Lord Of England) tilbage på Klampenborg siden august i fjor, hvor hun pulveriserede Derbyfeltet og vandt med næsten 10 længder foran Good Fella (Center Divider), Silverstone (Pistachio), Margrethe (Juniper Tree), Two Eyed Jack (Juniper Tree) og Sankt Peder (Reliable Man).

Samtlige ovennævnte med igen – og yderligere konkurrenter som Primacor (Primatico), Prince Charming (Lord Of England) og Wishformore (Center Divider) var også en del af sidste års Derbyfelt.

Desuden tilkommer Positano (Special Quest), Widex (Appel Au Maitre), Aperola (Appel Au Maitre), A Dream Carlras (Juniper Tree) og Nokengang (Center Divider) i dét der ligner den måske bedste udgave nogensinde af Dansk Breeders’ Cup.

Hvis det lykkes for Queen Rouge at vinde Dansk Breeders’ Cup på lørdag, vil hun blot være den fjerde hest der præsterer at levere en “Derby/Breeders’-double” i Klampenborg.

Den første udgave af Dansk Breeders’ Cup blev redet i 2001, og hidtil har kun Halfsong (2004), Peas And Carrots (2007) og Suspicious Mind (2017) formået at vinde begge opgør.


Startliste: Klampenborg, lørdag 6. juni

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top