Den ubesejrede verdensstjerne Frankel, der tirsdag blev belønnet med “Horse Of The Year”-prisen ved Cartier Awards i England, fik onsdag fastsat sin bedækningspris for 2013.
Her starter Galileo-sønnen sin avlskarriere som den tredjedyreste avlshingst i verden – kun overgået af sin egen far og Coolmores australske Danehill-søn Fastnet Rock.
Juddmonte Farms vil således tage 125.000 sterling for en bedækning ved verdens bedste væddeløbshest anno 2011 og 2012 – et beløb svarende til 1,16 millioner danske kroner. Ifølge Racing Post vil Frankels takst indkassere 30 millioner pund – i underkanten af 300 millioner kroner – på Khalid Abdullahs konto i løbet af de næste tre år.

























