fbpx

Verdens eneste føl efter George Washington til salg

I årene 2005 og 2006 henrykkede Aidan O’Brien-trænede George Washington en hel væddeløbsverden, og Danehill-sønnen fik endda tilnavnet “Gorgeous George” i industriens medier.


George Washington afsluttede sin 2-årssæson med at vinde både Phoenix Stakes (Gr.1) og National Stakes (Gr.1), og som 3-årig debuterede han direkte på Newmarkets Rowley Mile i 2000 Guineas (Gr.1), hvilket han vandt som en unik champion med 2½ længdes afstand til den senere Derbyvinder Sir Percy.

Senere kronede George Washington sin fantastiske sæson med triumfen i QE II Stakes (Gr.1) på Ascot, og efter en sjetteplads i Breeders’ Cup Classic (Gr.1) bag Invasor på Churchill Downs’ dirt track, blev Ballydoyle ikonet pensioneret som væddeløber med en stor fremtid som avlshingst på Coolmore.

I foråret 2007 viste det sig dog, at George Washington var 99,9 % ufrugtbar, og Coolmore tog hurtigt beslutningen om at sende hingsten tilbage i træning for i stedet at pensionere det 3-årige klassiske håb Holy Roman Emperor, der ligeledes er efter Danehill.

George Washingtons vej tilbage til sin stjernestatus som væddeløber blev dog ikke let, og han måtte nøjes med en fjerdeplads og to tredjepladser i de tre europæiske Gruppe-1-løb han deltog i, inden det for andet år i træk gjaldt en start i Breeders’ Cup Classic (Gr.1) – denne gang på den regnvåde bane Monmouth Park i New Jersey.

Sejren iBreeders’ Cup Classic gik til amerikanske Curlin, men løbet blev i den grad skæmmet af et tragisk uheld, der kostede Europas helt George Washington livet. Gorgeous George blev taget op i opløbet af sin jockey Mick Kinane og måtte efterfølgende aflives på banen. Historien om den fantastiske væddeløber endte brat, og vi får aldrig rigtig chancen for at se om han kunne slå igennem i avlen.

Men – en enkelt hoppe formåede George Washington dog at få i fol, nemlig Rainbow Quest-datteren Flawlessly, der tidligere har produceret Gruppe-3-vinderen Ombre Legere og Old Vic-hoppen Flawly, som igen er mor til den franske Derby-2’er Best Name.

Flawlessly folede den 4. februar i år et brunt hoppeføl på Irish National Stud, det første og eneste afkom i verden efter Gorgeous George. Hoppeføllet vil uden tvivl få stor opmærksomhed, når det den 21. november går gennem auktionsringen på sidstedagen af Goffs November Foal Sale, og selv om man helt sikkert godt kunne have tænkt sig en stærkere moderlinje end det er tilfældet, bliver det højst interessant at se hvor meget de interesserede købere vil gå for at få fingre i det unikke føl.

Hvor meget føllet kommer til at koste er svært at sige, men umiddelbart er der vel ganske stor sandsynlighed for at køberen hedder – Coolmore!

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top