fbpx

Tysk syndikat sender fem heste i træning på Klampenborg

Den tyske væddeløbsstald – The Bayern Syndicate – vil i 2008 følge fem heste på vore breddegrader, og to af disse er allerede nu tilmeldt Det 107. Pokalløb (L) på Klampenborg.


“Bag The Bayern Syndicate står en tysk hesteejer, der selv har i omegnen af 50 heste i træning rundt om på kloden, heriblandt i Sydafrika, Dubai, England, Frankrig og USA. De fem heste jeg får i træning på Klampenborg har alle tidligere været rigtig gode, men hårde løbsprogrammer har gjort det svært for dem at holde ved i de internationale topselskaber, så nu skal de prøves af i Skandinavien”, fortæller Lars Kelp, der skal stå for hestenes træning.

Kelp har allerede meldt to af The Bayern Syndicates heste i Det 107. Pokalløb (L) på den danske Derbydag den 29. juni. Det drejer sig om franskfødte Starpix og sydafrikanske Tiger Shark.

“Starpix var tidligere ejet af Lagardere-familien og i træning hos Jean-Claude Rouget i Frankrig. Han var Listed-vinder og leverede måske karrierens hidtil bedste præstation med andenpladsen bag Turtle Bowl i Gruppe-1-løbet Prix Jean Prat. De tre seneste sæsoner har ham været kampagneret i Dubai, men det har ikke fungeret optimalt og nu får han i stedet lov at følge med de skandinaviske heste hjem”, fortæller Kelp.

Starpix havde i sin storhedstid et omregnet skandinavisk handicap på 98,5, men han vil ankomme til Skandinavien med et tal omkring 88 efter et par magre sæsoner. “Jeg kan jo blot håbe på at vi finder nøglen til ham, for så vil han uden tvivl række rigtig langt herhjemme”, slutter Lars Kelp om den 6-årige Linamix-søn, som altså kun er en ud af seks helt nye tilskud til Klampenborg-trænerens ældre elitegarde i 2008.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top