fbpx

Træner-trippel til Marie Lustig på Klampenborg

Lørdagens helt store triumfator på Klampenborg Galopbane var uden tvivl den svenske amatørtræner Marie Lustig, der sadlede hele tre vindere i form af Pauls Pride, Alsussedup og Zuperzebranzozo.


To af vinderne blev redet af den fremgangsrige lærling Annelie Hollstenius.

“Jeg havde regnet med at vinde to løb, men den sidste her kom bag på mig”, storsmilede Marie Lustig efter Zuperzebranzozo havde fuldendt den imponerende trænertrippel i Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie, der både sendte V5-gevinsten op i 39.824 kroner til to dygtige spillere der helt sikkert ikke glemmer navnet Marie Lustig foreløbig, og ligeledes sendte SuperTrio oddset på himmelflugt med en udbetaling på 26.628 kroner for en satset 10’er.

Cathrine Weilby sad på ryggen af Zuperzebranzozo, mens Lustigs to tidligere vindere Pauls Pride og Allsussedup begge blev redet først over stregen af den unge svenske lærling Annelie Hollstenius, som på Pauls Pride akkurat nåede frem på målstregen og henviste længe førende Miadonna og favoritten Pingus til de næste pladser. Pauls Pride lå langt, langt bag de førende da feltet ramte opløbet, men på sin sædvanlige manér afsluttede hesten forrygende udvendigt i banen.

Taktikken var stik modsat i det efterfølgende opgør, hvor Annelie Hollstenius efter et par hundrede meter tog teten og siden udbyggede forspringet til mellem 15 og 20 længder på bagsiden. Ind på opløbet kom konkurrenterne tættere på Allsussedup, men hesten havde så klart et forspring at der var benzin nok i tanken til at holde hjem med en sikker halv længde før positive Vanity Fair og It’s Facit.


Finn Ind Again fin 2-årsvinder

I Zwicky Made In Denmark 2-års Maidenløb over 1300 meter havde spillerne gjort Derbyvinderen Master Kids debuterende halvsøster Marigold til klar forhåndsfavorit, men det blev i stedet de to rutinerede heste Finn Ind Again og Escargot der indtog løbets to første pladser.

Finn Ind Again fulgte takterne op fra sit fine prøveløb, og viste at hans noget skuffende debut på Derbydagen nok var en enlig svale. Inge Mette Dejgaards 2-årige talent vandt sikkert under Sara Slot med en halv længde før Escargot/Juan Pinto og den lovende debutant Royal Legend, mens Clauses Polly måtte nøjes med fjerdepladsen foran Marigold og Lovenowar.

Finn Ind Again er første afkom efter Efisio-datteren Adept, som selv er søster til den engelske Listed-vinder Levera og den her i Skandinavien velkendte topsprinter Cavorting. Finn Ind Again er søn af Prix de l’Abbaye (Gr.1)-vinderen Primo Valentino, så der er ikke noget at sige til at det 2-årige talent er udstyret med stor fart i årerne. Næste opgave for Finn Ind Again bliver Skandinavisk Opdrætningsløb på Scandinavian Open-dagen søndag den 3. august.


Batistuta fik aflagt maidentitlen

Jan Olsen-trænede Batistuta fik efter tre andenpladser i årets tre første starter endelig en fortjent sejr, da han under Mark Larsen sikkert kunne henvise Siena/Dina Danekilde til andenpladsen i Fabulous Maidenløb over 1600 meter. Batistuta var gjort til klar favorit i vinderspillet, og han gav med sejren løfter for at der nok skal være mere at hente fremover.

Mark Larsen havde overtaget tøjlerne på Batistuta fra en sygdomsramt Nicholas Cordrey, og dermed fik Larsen ligesom Annelie Hollstenius to sejre med hjem fra Klampenborg denne lørdag.

Jørgen Tølbøll kom som sædvanlig ikke hjem til Odense uden en sejr i transporten, og denne gang var det atter Red Marteeney og Le Tølbøll der sørgede for en triumf til den formstærke stald. Dagens amatørløb blev vundet af Le Corbier/Tina Henriksson, der blev den første af i alt fem svenske sejre denne lørdag i Klampenborg.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top