fbpx

To spændende køb af Morten Nielsen i Newmarket

Danske MortenNielsen erhvervede sig to heste på Tattersalls July Sale. Onsdag fik Morten Nielsen via agent Börje Olsson hammerslag på lot 406, den 2-årige brune hingst Bosun’s Watch efter Singspiel og Midyan-datteren Sinking. 


Bosun’s Watch er en ustartet halvbror til Stato King, der bl.a. er vinder af Premio Nearco (L) i Rom, samt placeret i flere øvrige Listed Races.

Bosun’s Watch er endvidere halvbror til vinderne Zilzoom, The Fun Merchant, og Molly Brown. Hingsten er i øvrigt ud af samme familie som den irske championhoppe Rebelline og Dubai World Cup-vinderen Moon Ballad. Bosun’s Watch kostede 13.000 guineas, svarende til ca. 156.000 danske kroner.

Torsdag morgen blev det til endnu et køb for Morten Nielsen, der erhvervede sig den 3-årige vallak Cavewarrior (ArkadianHero – Lyna v. Slip Anchor). Cavewarrior er vinder over 1000 meter som 2-årig og har hidtil været trænet af Jeremy Noseda. Hesten kostede bare 4.000 guineas, svarende til små 50.000 danske kroner.

“Bosun’s Watch er en sen type, der nok ikke når ud som 2-årig, og vi sigter 100% på 3-årssæsonen med ham, hvor opgaver som ScandinavianOpen Championship (Gr.3) og Stockholm Cup International (Gr.3) forhåbentlig kan blive hans hovedopgaver. Cavewarrior er til gengæld startklar, og såfremt han tager rejsen fra England godt, så får han sin skandinaviensdebut inden for den næste måneds tid”, beretter MortenNielsen, der sender begge heste i træning hos Fredrik Reuterskiöld i Malmö.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top