fbpx

To danskejede hopper til bedækning ved Nathaniel

To af Danmarks stærkt satsende hesteejere, Stald Ras og Stald Seaside, er gået sammen om at anmelde Gruppe-1-vinderen Nathaniel (Galileo) til den skandinaviske Breeders’-serie, og de sender i den forbindelse hver en hoppe til bedækning på Newsells Park Stud i England.


Nicolaj Stott og Beaufort Twelve vinder Jockeyklubbens 2000 Guineas. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

For Stald Seasides vedkommende er det 5-årige Beaufort Twelve (Academy Award – Lady Clementine v. Richard Of York).

Hoppen vandt halvdelen af sine 12 karrierestarter og tjente over en million kroner i Søren Jensens varetægt.

Som 2-årig slog hun bl.a. til i Dansk Kriterium og Amacitalöpning, mens hun som 3-årig vandt Dansk 2000 Guineas og Breeders’ Prize Sprint.

Karrierens sidste start kom allerede i juni i fjor, idet hun blev ramt af en seneskade efter andenpladsen bag Suspicious Mind i Dansk Breeders’ Cup.

Hun sluttede med et handicap på 86, hvilket er tre kilo højere end hendes Guineas-vindende helsøster Harbour Light og tre mindre end den Derbyvindende helbror Sir Henry.


Brooklyn Carlras/Carlos Lopez aflægger maidentitlen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Brooklyn Carlras/Carlos Lopez aflægger maidentitlen. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Allerede en måned før Beaufort Twelve gjorde sin afsluttende start, skulle det vise sig, at hendes 3-årige staldveninde Brooklyn Carlras også havde løbet for sidste gang.

Philomatheia-datteren, nåede således kun tre karrierestarter inden for halvanden måned.

Hun aflagde maidentitlen i overlegen stil på Klampenborgs premieredag den 22. april, hvorefter hun blev slået med det mindst mulige af Intensity i Mowerinaløb.

Den 29. maj var hun fjerde i Dianalöpning på Bro Park, fem længder bag de to senere Derbyvindere High As A Kite og Dorcia.

Hun var starterklæret som storfavorit i Larch Ærespræmie, men blev slettet og så aldrig en væddeløbsbane igen.

“Stald Ras har længe haft håbet om, at Brooklyn Carlras ville blive løbsklar igen, men efter et længere ophold i England stod det for to uger siden klart, at hun har startet for sidste gang”, siger York Stutteris manager Alexander Elsass og fortsætter:

“Vi vidste allerede forinden, at Stald Seaside havde booket plads hos Nathaniel til Beaufort Twelve, og de to parter fandt ud af at gå sammen om at tilmelde hingsten den skandinaviske Breeders’-serie”.

Brooklyn Carlras er opdrættet af Rävdansens Stuteri og halvsøster til den danske 2000 Guineas-vinder, All Or Nothing.


Nathaniel (Galileo - Magnificient Style v. Silver Hawk). Foto: Newsells Park Stud.
Nathaniel (Galileo – Magnificient Style v. Silver Hawk). Foto: Newsells Park Stud.

Nathaniel står opstaldet på Newsells Park Stud i England, hvor hans bedækningstakst i 2018 er tilbage på 20,000 pund efter et dyk til 17,500 pund i 2017.

Grunden til stigningen findes naturligvis i hingstens succes som far til fantastiske Enable, som i fjor vandt fem Gruppe-1-løb og afrundede sæsonen med en storslået sejr i Prix de l’Arc de Triomphe.

I Skandinavien kendes Nathaniel som far til 3-årige Johnnybegood, der vandt sine to første starter på Jägersro for Hans Adielsson og har overvintret som et af de varme navne til Svenskt Derby.

Som løbshest vandt Nathaniel bl.a. King George VI and Queen Elizabeth Stakes (Gr.1) på Ascot og Eclipse Stakes (Gr.1) på Sandown.

Han tilhører samme årgang som Frankel, og de nåede at møde hinanden to gange.

Skæbnen ville, at de havnede i det samme maidenløb første gang ude, samt i deres karrierers sidste start i Champion Stakes.

Her vandt Frankel og Nathaniel blev nummer tre.

“Beaufort Twelve er allerede i Newmarket nu og står på National Stud, mens Brooklyn Carlras er opstaldet på Brook Stud. Når de er færdigbedækket skal de tilbage til Danmark. Beaufort Twelve skal til Stutteri Hjortebo, hvor hun er opdrættet, og Brooklyn Carlras skal til York Stutteri”, fastslår Alexander Elsass.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top