fbpx

Tina Mortensen blev førstevælger

Tina Mortensen havde sammen med ejer/opdrætterparret Karin og Poul Erik Jakobsen taget turen fra Fyn til Klampenborg mandag morgen. Både for at se konkurrenterne til Derbyaspiranten Fillip Stark an, men også for at vælge startspor ved lodtrækningen i Paddock Tribunen.


Og netop Fillip Starks navn var det første DFDS Seaways’ Kim Heiberg trak ud, hvilket betød frit valg på alle hylder for kredsen bag den sparsomt startede brune vallak. Valget faldt på spor 5, hvilket Tina Mortensen begrundede med, at Fillip Stark helst skal have en lidt anonym rejse undervejs, og så til slut passere så mange konkurrenter som muligt.

Tina Mortensen blev ligeledes spurgt til Fillip Starks seneste præstation i Jyllandsløbet, hvor han overtog tredjepladsen ind på opløbet, men igen blev passeret til slut af Releasethecracken.

“Det var ikke fordi han ikke klarede distancen i Århus, men banen var meget hurtig på dagen, og han syntes i det hele taget ikke så godt om det derovre. Jeg er ret overbevist om, at han klarer de 2400 meter nu, og der må meget gerne komme masser af regn i dagene op til Derbyet”, forklarede Tina Mortensen.

“Det er første gang vi har en hest med i Dansk Derby, og at vi så tilmed har opdrættet Fillip Stark gør bare hele oplevelsen endnu større”, supplerede Poul Erik Jakobsen.

Fillip Stark skal i DFDS Seaways Dansk Derby rides af sidste års Derbyvindende jockey, Nicolaj Stott.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top