Stall NOR og Lagulise Racings 9-årige hingst Tertullus fik lov at føre stort set hver en meter af distancen i Derbydagens eneste Listed-opgør, Härkila 111. Pokalløb (L) over 1800 meter. Monsun-sønnen, der gæstede Klampenborg for anden gang i år, overtog kort efter start føringen og herefter kunne Rafael Schistl styre slagets gang ind på opløbsstrækningen.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2012/06/Tertullus_89F2991.jpg)
Her fik Tertullus selskab af udvendige Maltho/Lennart Hammer, der en overgang så rigtig farlig ud, men til slut formåede den dobbelte Stockholms Stora Pris (Gr.3)-vinder at trække afgørende fra til en sikker halvanden længdes sejr.
Maltho var ligesom da de to heste senest mødtes i Dansk Jockey Club Cup (L) heroisk på andenpladsen, og han havde to længder ned til tredjehesten Palermo/Carlos Lopez, der på de sidste meter fik fravristet Breeders’-vinderen Cantenac/Jacob Johansen en Black Type-placering.
Cantenac, der indledte året med et handicap på 79, blev hævet til 87 for fjerdepladsen i det skrappe selskab, og da han samtidig beviste, at han også kan gøre i sig blød bane, virker han endnu mere komplet end sin gode storebror, Reventon.
Tertullus kunne tilføje 100.000 kroner til sin svulmende præmiekonto, og dette var hingstens 11. karrieresejr i 36 forsøg.