fbpx

Tap On Tracks triumf i Dansk Oaks

På trods af sejren i Fabellaløb 15 dage tidligere, var Francisco Castro-trænede Tap On Track ikke med i den absolutte favoritgruppe til Dansk Oaks, og Bosun’s Watch-datteren sprang ud af startboksen som den blot fjerdemest betroede.


Tap On Track – Dansk Oaks 2013. Foto: Burt Seeger.

Men det blev Tap On Track der trak det længste strå i “Hoppernes Derby”, efter at have nedkæmpet den klare forhåndsfavorit, Annaboda/Manuel Martinez, over opløbets sidste 250 meter.

I bøjlerne på vinderen stod brasilianske Rafael Schistl, der havde overtaget tøjlerne på hoppen fra landsmanden Valmir de Azeredo få timer inden starten.

Tap On Track fik en perfekt indvendig rejse i det 2400 meter lange opgør, og da Manuel Martinez kort inde på bagsiden skruede op for tempoet på ryggen af Annaboda, fulgte den senere vinder roligt med i bageste del af feltet.

Rundt opløbssvinget viste Annabodas staldveninde, Zarzuela/Jacob Johansen, sig helt fremme udvendigt i banen, hvor også Red Pearl/Oliver Wilson og Sing In Colours/Elione Chaves forsøgte at hænge på.

Tap On Track – Dansk Oaks 2013. Foto: Burt Seeger.

Annaboda ramte opløbet først, men hun fik tidligt besøg af Tap On Track, som kom op indvendigt for hende, og med 200 meter tilbage fik den offensive taktik konsekvenser for favoritten, som måtte kapitulere til andenpladsen en længde bag vinderen.

På tredjepladsen spurtede Maximilla/Marcos Robaldo stærkt og kunne noget overraskende henvise Zarzuela til fjerdepladsen, mens Filippa/Marc Stott fik den sidste præmieplads. Derefter fulgte i rækkefølge Red Pearl, Sing In Colours og Clauses Vibber.

Førstepræmien i Dansk Oaks var 150.000 kroner værd for svenske Stall Fyrklövern, der her så Tap On Track vinde for tredje gang i karrieren.

Hoppen aflagde sin maidentitel over 1600 meter på Jägersro i fjor, men derefter var hun sejrsløs indtil Fabella-triumfen for to uger siden. Undervejs havde hun dog været en udmærket fjerde bag Annaboda i Mowerinaløb.

Tap On Track – Dansk Oaks 2013. Foto: Burt Seeger.

Tap On Track er ud af Be My Chief-datteren Be My Apache, som ligeledes var i træning hos Francisco Castro. Be My Apache startede kun ni gange i karrieren, hvor hun vandt Diana Trial og var anden i Götaland-löpning til Carmahs samt tredje i Breeders’ Trophy Juvenile bag Pamona og Funny Legend.

Tap On Track er andet afkom ud af Be My Apache, og hun er lillesøster til den tidligere ganske kapable Be My Surprise.

Francisco Castro vandt Dansk Oaks for anden gang – første gang var i 2009 med Una Hora.

Tap On Track – Dansk Oaks 2013. Foto: Burt Seeger.

Den chilenske Jägersro-træner har i øvrigt taget godt for sig af Klampenborgs klassiske opgør de senere år med to Derby-, Guineas- og Oaks-sejre, samt en enkelt i Dansk St. Leger. Den eneste Klampenborg-klassiker Castro nu mangler i sin samling er Mowerinaløb.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top