fbpx

Skadet Miss Saigon misser resten af sæsonen

Danmarks hidtil mest vindende 2-årige hest i år, Be My Chief-datteren Miss Saigon, kommer ikke til start mere i denne sæson.


Dette var konklusionen efter en røntgenundersøgelse mandag formiddag, hvor den smarte hoppe viste sig at have pådraget sig en chip i knæet under fredagens opgør i 2-åringernes Stayerprøve i Århus – et løb som Miss Saigon vandt knusende overlegent.

Hoppen, der netop havde rundet 200.000 kroner i samlet præmiesum, skal allerede i morgen have opereret chippen ud af knæet, men resten af 2-årssæsonen er definitivt slut. “Vi havde dårligt nået at få armene ned oven på fredagens storløbssejr, og det er naturligvis en svær pille at sluge på et tidspunkt hvor både Breeders’ Juvenile i Stockholm og Svenskt Kriterium på Jägersro var efterårets to hovedopgaver”, beretter Miss Saigons ejer Per Bustrup, der har opdrættet hoppen sammen med Klampenborg HesteEjerForenings formand Tom Larsen.

“Nu krydser vi fingre for at operationen går planmæssigt, og forhåbentlig er Miss Saigon atter fit for fight til sin klassiske sæson næste år”, slutter Bustrup.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top