fbpx

Sir Henry i topform til Kapps Stora

Søren Jensen-trænede Sir Henry kunne lørdag eftermiddag notere sig for sæsonens fjerde sejr, da han efter kamp med en halv længde henviste staldkammeraten Condor til andenpladsen i Klampenborg Galopbanes 102-års Stayer.


Sir Henry. Foto: Burt Seeger.

Dermed er Sir Henry i absolut topform før onsdagens start i Kapps Stora Pris over 2600 meter på Täby, hvor han ligesom i 102-års Stayeren rides af brasilianske Elione Chaves.

Academy Award-sønnen tog selv hånd om teten fra start og undgik dermed, at opgøret blev en ren taktisk affære.

Sir Henry på vej mod sejren i 102-års Stayeren foran staldkammeraten Condor, samt Master Kid og Classical World. Foto: US Photo.

Førstepræmien i 102-års Stayeren var 51.000 kroner, og Karin Sallings tidligere Derbyvinder bragte dermed årets samlede indtjening op på 175.000 danske kroner.

Kun fire heste var til start i opgøret, og tredjepladsen tilfaldt Master Kid, mens den århusianske gæst Classical World blev fjerde og sidst gennem mål – dog en velbetalt sidsteplads til 8.000 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top