fbpx

Sir Churchill får sæsondebut på Jägersro

Goffs Futurity Stakes-vinderen Sir Churchill, der afsluttede 2018 med et handicap på 85 efter bare tre starter, har i år en række af sine vigtigste opgaver på Jägersro – heriblandt Voterlöpning og Svenskt Derby.


Sir Churchill og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.
Sir Churchill og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

“Han arbejdes frem imod en sæsondebut på Jägersro den 28. april”, afslører Marc Stott mandag morgen.

Elusive Quality-sønnen debuterede i fjor ved at vinde Goffs Futurity Stakes på Klampenborgs Derbydag. Her cruisede han i opløbet forbi Red Cactus, som siden vandt Svealandlöpning og i år har lagt fremragende ud på Meydan med sin tredjeplads i Gruppe-3-opgøret UAE 2000 Guineas.

“Jeg har selvfølgelig fulgt Red Cactus i Dubai, og jeg synes han var imponerende god i deres 2000 Guineas – men jeg ville alligevel ikke bytte ham med Sir Churchill”, siger Marc.

Red Cactus og Sir Churchill mødte hinanden igen i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park. De sluttede som henholdsvis femte og tredje bag Irish Trilogy og Privilegiado.

Og de to dansktrænede breeze up-importer kan se frem til flere store møder i løbet af 2019, hvor de begge har Voterlöpning og Svenskt Derby som hovedopgaver.

Til gengæld tog Bent Olsen Red Cactus ud af Jyllandsløbet, som Sir Churchill nu er kæmpe forhåndsfavorit til.

“Efter sæsonstarten på Jägersro, hvor han hovedsageligt skal lære banen at kende, er planen at starte i Jyllandsløbet og derefter i Voterlöpning to uger senere. Treårsholdet ser i det hele taget meget stærkt ud, og det er klart, at jeg har kolossalt store forventninger til netop Sir Churchill”, fortsætter Marc.

Karin Sallings storløbsvinder blev ved Hestesportens Galla i Aarhus kåret som Årets 2-årige Hest i 2018.


David og Oliver Wilson sejrer sikkert i Københavns Store Handicap. Foto: Burt Seeger.
David og Oliver Wilson sejrer sikkert i Københavns Store Handicap. Foto: Burt Seeger.

18 2-årige og 17 3-årige

Med rekordåret i fjor med en samlet indtjening på 3.202.020 kroner kan det umiddelbart blive svært for Aarhus-træneren at overstråle de stærke cifre, men Stott tror på, at 2019 bliver endnu bedre.

”Jeg synes, at jeg har et stærkere hold nu – navnlig på 2-årssiden. Jeg har aldrig haft så gode 2-årige som netop nu, og jeg bliver meget forbavset hvis der ikke dukker et par stjerner op blandt dem”.

På nuværende tidspunkt har Marc Stott 18 2-årige heste i træning, og der kan endnu tilkomme flere i løbet af forårets Breeze Up-auktioner ude i Europa. Det var sådan, at både Sir Churchill og Nipozzano kom til i 2018.

Stalden råder desuden over 17 3-årige og fire ældre heste – heriblandt King David. Til gengæld er der ikke en eneste 5-årig eller ældre hest i stalden, hvilket klart beviser hvor trænerens fokus ligger i den kommende sæson.

”Jeg er lidt bagefter tidsskemaet, men ikke urovækkende. Vi har fået meget vand i løbet af den seneste måned, og det har hæmmet os”, konstaterer Marc, der med 39 heste i træning også er godt rustet på mandskabssiden.

”Det fungerer super hér med Manuel Santos og hans kæreste Lena, og så har jeg desuden kapaciteter som Carsten Rasmussen og Mette Rohbach Bonde, foruden nogle lotryttere. Og så forventer jeg ligeledes besøg af Mark Larsen i denne uge”.

Samtidig fortsætter samarbejdet med Oliver Wilson, der igen i 2019 bliver staldens førstejockey – suppleret af Kevin Stott, når muligheden byder sig.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top