fbpx

Seneskade holder Go Fine Go ude af Jyllandsløbet

Den lokale Aarhus-træner Birgitte Nielsen sadler fem heste ud på hjemmebanen søndag eftermiddag, men det bliver uden deltagelse i hovedbegivenheden, Aarhus Stiftstidende Jyllandsløb – staldens fløjhest mangler.


Go Fine Go/Marcos Robaldo vinder 2-åringernes Stayerprøve foran Stratego. Foto: Ole Hindby.
Go Fine Go/Marcos Robaldo vinder 2-åringernes Stayerprøve foran Stratego. Foto: Ole Hindby.

“Det er ikke med min gode vilje og det gør mig ked af det, for Jyllandsløbet var Go Fine Gos hovedopgave i år – også selv om hun er meldt i klassisk løb senere på sæsonen”, siger Birgitte torsdag morgen til GalopSport.

”Hun har desværre fået en skade i senen, og det er jo aldrig godt. Dyrlægen mener, at hun kommer sig over det, og at hun kan fortsætte karrieren som væddeløber – vi kan kun håbe, at han får ret”.

”Jeg håber, hun kan blive klar til Dansk Oaks, og er vi heldige når vi også Svenskt Derby Consolation forinden, så hun kommer til Dansk Oaks med løb i kroppen”, fortsætter Birgitte, hvis starthold på søndag bliver In The Mood i HH Cares Ærespræmie, Wellington i Bundgaard Bygs Jydsk Champion Sprint, Brown Sugar i Odessa Racing Jyllandsløb Consolation, samt Carla Ponti og Desert Eagle i Stutteri Hjortebos Ærespræmie.

”Jeg tror, at In The Mood nu er vores bedste chance på dagen. Banen her til morgen er til den bløde side, vi fik over 20 millimeter vand forleden”, fortsætter Birgitte Nielsen.

”Der skulle komme en smule mere vand, men ellers lover de meget sol, så jeg bedømmer banen til at blive helt perfekt til søndag”.

Brown Sugar/Sara Slot nedkæmper Geranium/Nicolaj Stott. Foto: Ole Hindby.
Brown Sugar/Sara Slot nedkæmper Geranium/Nicolaj Stott. Foto: Ole Hindby.

Birgitte Nielsen har også en interessant kandidat til hovedbegivenhedens Consolation i hoppen Brown Sugar, som rent faktisk slog én af Jyllandsløbsfavoritterne, Geranium, da hun sæsondebuterede den 22. april.

Hér afsluttede Center Divider-datteren forrygende for Sara Slot og slog altså Bolette Rosenlunds favorit, som siden har bekræftet den udmærkede form som anden bag Gibson i Trial Trip.


For første gang foregår Jyllandsløbsdagen samtidig med Elitloppet på Solvalla, som ikke er den nemmeste bane at konkurrere med om spillernes gunst.

”Det var heller ikke meningen, men parkeringspladsen ved siden af banen skal bruges til et stort arrangement på den dag, hvor vi oprindelig skulle have afviklet Jyllandsløbsdagen”, sammenfatter Birgitte Nielsen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top