Jägersro er fredag aften vært for syv løb, hvor seks 3-årige hopper pudser formen af forud for Svenskt Oaks, der rides søndag den 6. august – dagen efter The Macallan Dansk Derby. Fredrik Reuterskiölds debutvinder Tinder Girl, der er halvsøster til sidste års svenske Oaks-vinder Scarlett, møder bl.a. Lennart J:r Reuterskiölds duo Yoyo og Déjà Vu og Brian Wilsons Macia.

Mr Ascots Tinder Girl (Swipe) vandt sin debut over 1200 meter den 26. maj, og hun skal nu ud over den dobbelte distance, hvilket dog kun var en fordel for halvsøsteren Scarlett (Appel Au Maitre) i fjor.
Lennart J:r Reuterskiölds Déjà Vu (Hurricane Red) aflagde maidentitlen i sin seneste start over 2200 meter, hvor hun afsluttede stærkt og nedkæmpede Let’s Go Filip (Mondialiste). For hendes vedkommende ser de 2400 meter også kun ud som en fordel.

Staldveninden Yoyo (Charm Spirit) var én af de bedste hopper på Jägersro i fjor, men i år har hun hidtil forgæves ledt efter formen. Senest var hun næstsidst gennem mål i Svenskt Derby Trial.
Leder efter 2-årsformen gør også Brian Wilson-trænede Macia (Wilshire Boulevard), som nu skal teste Jägersros dirt for første gang.

Ylva Brandt tager turen fra Stockholm med Lovely Spirit (Mor Spirit), som fortsat er maiden, og endelig byder Ricardo Ramallo ind med et nyt kort i form af Alyade (Smooth Daddy), der er har startet to gange uplaceret i Frankrig før ankomsten til Sverige.
Se den foreløbige startliste til Jägersro herunder: