fbpx

Rune Haugen: “Vi har overholdt alle karenstider”

Der sprang en bombe under træner Rune Haugen, da både A- og B-prøverne taget på hans norske Derbyvinder Probably kom positive tilbage efter starten i Norsk Derby Trial på Øvrevoll den 1. august.


Sagen ligger som tidligere beskrevet nu i det norske antidoping-udvalg, og det kan med sikkerhed fastlås, at Danehill Dancer-sønnen vil blive diskvalificeret fra opgøret og overlade førstepladsen til Niels Petersens Mister Big Shuffle.

Rune Haugen, der bærer ansvaret for den positive dopingprøve, må nu afvente antidoping-udvalgets afgørelse, men han slår samtidig fast, at alle karenstider i forbindelse med medicinering af hesten har været overholdt.

“Probably kom syg hjem fra sin start i Tysk Derby den 7. juli i Hamborg. Han havde blandt andet høj feber, og blev behandlet med det antibiotiske middel penovat. Midlet har en karenstid på 14 dage, og behandlingen blev afsluttet 22 dage før Norsk Derby Trial. Endvidere blev Probably behandlet med “norodin pasta”, der har en karenstid på fire dage og som blev afsluttet 19 dage før starten. Dette er journalført både hos mig i hestens helsekort og i veterinærens journal”, forklarer Rune Haugen torsdag morgen til galopsport.dk.

“Vi er ikke havnet i denne kedelige situation på grund af hverken snyd eller fejl i stalden. Vi har overholdt karenstiderne for de midler der er blevet brugt til at behandle en syg hest, som både var feberramt og havde en masse slim i halsen. Og vi har endda overholdt tiderne med adskillige dage, så at hesten alligevel kan blive taget for brugen af medikamenter som penovet og norodin pasta, må være et skrækscenarie for både mig og mine kollegaer med henblik på fremtiden”, slutter Rune Haugen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top