RaceTime: Bliver det til Derbysejr i år for familien Nørgaard?

Familien Nørgaard har gennem årtier hørt til dansk galops store støtter, såvel på væddeløbsbanerne som i avlen. Navne som Flyinfact, Fly Society og Annaboda står klart i erindringen hos mange. Carsten og Jonna, som også er medejere af avlshingsten Juniper Tree, står nu med to vinterfavoritter. Bliver det til familiens første derbysejr i år med Got A Lot eller Eagle Eye?


Ejerparret Jonna Andersen og Carsten Nørgaard e3er Annabodas sejr i Mowerinaløb i 2013. En ung Oliver Wilson red, og Søren Jensen trænede Annaboda. En stærk duo bag mange af familien Nørgaards triumfer. Annaboda er fortsat i familiens eje, og nu har hun også succes i avlen som
mor Vinterfavoritten Eagle Eye. Foto: Burt Seeger.

ENESTÅENDE DOBBELTTRIUMF.

Lørdag den 15. oktober i fjor vandt Eagle Eye Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg Galopbane foran Slava Ukraini. Dagen efter vandt Got A Lot Vinterfavoriternas Pris på Bro Park før Cotton Eye Joe. Slava Ukraini og Cotton Eye Joe topper rankingen til Dansk Derby i år.

En meget fortjent belønning til Jonna Andersen og Carsten Nørgaard for deres store offervillighed og utrættelige indsats for i al ubemærkethed at fremme galopsporten.

“Jeg tror ikke, at en lignende dobbelttriumf er set før”, sagde Carsten, da jeg besøgte ham og Jonna i deres dejlige hjem tæt på Roskilde Fjord.

“Det er altid fedt at vinde storløb, og ingen af dem var jo favoritter. Desværre var vi ikke i Stockholm og se Got A Lots sejr”. Jonna, der er sygeplejerske på Roskilde hospital, var på arbejde.

Sejrene kom efter nogle år uden væddeløbsheste. Seeland International A/S, som Carsten ejer sammen med sin farbror, havde i en periode faldende omsætning, og der måtte skæres ned og fyres medarbejdere.

“Og i den situation synes jeg ikke, jeg kunne være bekendt samtidig at have væddeløbsheste”, nævnte Carsten.

Got A Lot (Oliver Wilson) vinder Vinterfavoriternes Pris på Bro Park før Cotton Eye Joe. Got A Lot, der trænes af Søren Jensen, starter på fredag den 24. februar i Jumeirah Fillies Guineas på Meydan. Foto: Wolfram Meyer/ WM Racing.

TIDLIGT I VINDERCIRKLEN.

Galop er ikke et nyt kapitel for Carsten Nørgaard. Det lå i kortene, at Carsten skulle blive bidt af galopheste. Familien Nørgaard har haft galopinteresser siden 1940’erne, startende med Carstens far, Gunnar Nørgaard.

Og Carsten fortalte, at hans mor Alice Halgren tilbage i halvtredserne red ud om morgenen for træner Willie Waugh, der havde sine heste på Damgården. Alice Halgren, der blev skilt fra Carstens far, lever stadig. Hun er i dag 91 år gammel. Og hun følger stadig med i sønnens interesser.

Carsten blev 60 år i fjor. Han er født og opvokset i Charlottenlund. Og han begyndte at komme på Klampenborg Galopbane sammen med sin far i begyndelsen af 1970’erne. Den første hest, som han overværede vinde Dansk Derby, var Brdr. Streckers Gallant Fox, der vandt i 1971.

Allerede som ung var Carsten Nørgaard ofte i vindercirklen. Her til højre på billedet efter Flyintors sejr i Seeland Golden Mile i 1995. Det hører til sjældenhederne at vinde løb, som man selv har sponsoreret. I midten Carstens far Gunnar med ægtefællen Inge Nørgaard samt galoplegenden Sten Thynell, der var medejer af Flyintor sammen med Stald Can. Yderst tv. i billedet Søren Jensen – også i en yngre udgave. Foto: Burt Seeger

I 1989 købte Carsten sammen med sin far deres første hest Eye Catcher og etablerede Stald Can.  En forkortelse for Carsten Aslak Nørgaard. “Hvorfor dit fornavn og ikke din fars?”, spurgte jeg. “Det var min fars idé”, nævnte Carsten. “Du lever nok længere, end jeg gør, mente han. Og det fik han jo ret i”. Carstens far døde i 2006.

Helt fra start af fik de kontakt med Søren Jensen, og med ham tog de til England, hvor de købte Hatta Fort. En af de bedste heste, som familien Nørgaard har ejet.

I 1996 vandt familien Nørgaard også Vinterfavoritterne – men kun én gang! Det var, da Flyinfact sejrede i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg.  Det blev til mange flere sejre de kommende år.

Det er, og har altid været, dyrt at beskæftige sig med galopheste. Ofte kræver det samtidig succes i erhvervslivet, og det har familien Nørgaard haft.

Flyinfact vinder Vinterfavoritternes Ærespræmie i 1996 med fem længder. Kim Andersen red og Søren Jensen trænede Flyinfact. Foto: Burt Seeger.

SKOARTIKLER OG JAGTUDSTYR SOM BAGGRUND FOR SUCCES.

Det var Carstens farfar, der i 1918 startede firmaet Aslak-Nørgaard, der solgte skoartikler til skomagere.  I mange år var Carstens far Gunnar direktør for firmaet, og i dag er det Carstens lillebror, Jens, der er leder af firmaet.

I 1984 stoppede Gunnar som direktør, og hans halvbror, Roald, overtog jobbet som direktør. Roald havde i 1976 startet Seeland International I/S der solgte våben og ammunition til jagt, og han spurgte nu Carsten, der var udlært i firmaet Aslak-Nørgaard, om han havde mod på at prøve kræfter i Seeland.

Carsten, der var 22 år gammel, sagde ja med koldsved ned ad ryggen. Han var uvidende om branchen, og han vidste intet om våben og ammunition. Han fandt også hurtigt ud af, at det var alt for bøvlet, og at der var for få penge i det.

I stedet begyndte han at satse på Oilskinsjakker, der var “vildt in” dengang. Han købte hjem fra udlandet og startede sin egen kollektion. Det var den spæde start.

I 1988 startede Seeland op i Norge og to år senere i Sverige, hvor man samtidig overtog produktionen af Härkila-tøj. I 2001 flyttede man fra Herlev til Greve, hvor man etablerede kontor og lager, der senere blev udvidet betydeligt.

I 2006 erhvervedes Härkila-brandet. Härkila er i dag et af de dyreste og kendteste brands i Europa indenfor jagtbeklædning og udstyr.

Outfit International A/S, som det hedder i dag, fremstiller og sælger beklædning samt andet udstyr til jagt gennem de to brands Seeland og Härkila. På billedet Outfit International A/S’ nye, moderne hovedsæde og centrallager i Greve.

Virksomheden er gennem årene vokset til ca. 100 medarbejdere, der fra centrallageret i Greve udvikler og designer kvalitetsprodukter til butikker og forhandlere rundt omkring i verden.

Indtil 1991 var Seeland ejet alene af Carstens farbror Roald Nørgaard, men i 1991 købte Carsten 50 procent af aktierne, og det er stadig ejerforholdet i dag. I alle årene har Roald dog været sleeping partner i selskabet.

TID TIL AT TRÆKKE SIG TILBAGE.

Som ejer og adm. direktør for den stærkt ekspanderende virksomhed havde Carsten Nørgaard mere end nok at se til. Arbejdspresset var stort. Meget stort. Der var ikke megen fritid.

Carsten fik begyndende stresssymptomer. Det var ikke noget, som man talte så meget om, som man gør i dag.

Men Carsten fulgte lægens råd, og han valgte i 2013 at træde tilbage som adm. direktør for Seeland International A/S. Han er dog forsat medlem af bestyrelsen.

Carsten fik nu mere tid til familien og til at pleje sine interesser for bl.a. galopheste og jagt. Et bedre liv.

I 2003 mødte Carsten Jonna Andersen, og de fik sammen datteren Sarah, der nu er 15 år gammel. Efter sommerferien skal Sarah begynde på HTX, en gymnasial uddannelse med fokus på tekniske og naturvidenskabelige fag.

Carsten havde netop købt et hus i 2003, skønt beliggende ved Roskilde Fjord, og der bor de stadig.

Det er blevet til mange ærespræmier i årenes løb, hvoraf en del nu er samlet i en vitrine i hjemmet ved Roskilde Fjord. Foto: Klaus Bustrup.

Jonna er sygeplejerske på Roskilde hospital, og i dag beskæftiget i ambulatoriet. Det har den fordel, at hun har faste arbejdstider. Jonna er meget glad for sit job.

Jonna red som yngre, men hendes kendskab til galopheste var ikke eksisterende, da hun mødte Carsten. Jonna fortalte, at hun blev inviteret til væddeløb på Klampenborg Galopbane og netop den dag var hele Carstens familie til stede. Det var næppe nogen tilfældighed.

Nu deler hun fuldt ud Carstens interesse for fuldblodsheste, og flere gange under mit timelange besøg hos Jonna og Carsten – bl.a. under den udsøgte frokost, som blev serveret for mig – fremgik det, at Jonnas viden om galopheste i dag er stor.

IMPONERENDE LISTE OVER STORLØBSSEJRE.

I forbindelse med planlægningen af interviewet sendte Carsten mig en liste over familien Nørgaards storløbssejre. Den er næsten lige så imponerende, som Carstens erhvervskarriere. Det kan altid diskuteres, hvad der er en storløbssejr, men her er den lettere redigerede liste med 23 af de største sejre for familien Nørgaard, bl.a. fem klassiske sejre.


Hatta Fort, familien Nørgaards første storløbsvinder, sejrer med Janos Tandari i sadlen i Klampenborg Store Sprint i 1992. My Realm blev anden redet af 21-årige Lanfranco Dettori, en af verdens bedste jockeyer gennem tiderne. Foto: Burt Seeger.

MOWERINALØB OG OAKS DOUBLE MED TO FORSKELLIGE HESTE.

I 1998 fik familien Nørgaard en fin double gennem sejre i såvel Mowerinaløb som Oaks, men med to forskellige heste. “Det er ikke hverdagskost”, som Carsten nævnte. Franskfødte Flyamore sejrede i Mowerinaløb, medens danskopdrættede Invictress tog sig af Dansk Oaks. De to hopper satte sig samtidig på tre andre af de store hoppeløb det år.

Begge hopper blev siden eksporteret. Flyamore til Frankrig som avlshoppe. og Invictress til England, hvor hun fik en fin karriere som forhindringshest.

BILLEDSKØNNE FLY SOCIETY.

To år tidligere havde Flyinfact, der var ubesejret som 2-årig, vundet Vinterfavoritternes Ærespræmie. Han var favorit til Dansk Derby året efter, men han måtte nøjes med en tredjeplads.

Parthe, der var en fransk import, chocksejrede til 54 gange pengene, fortalte Carsten. “Parthe viste sig dog at være en rigtig god hest, og han vandt senere på året Norsk Derby, medens Flyinfact måtte stoppe karrieren på grund af benproblemer og blev avlshingst”.

I avlen blev Flyinfact far til den store, billedskønne, næsten sorte hingst Fly Society. Han blev født i 2001, og han sluttede først sin væddeløbskarriere i 2009.

Fly Society med Kim Andersen i sadlen vinder Skandinavisk Grand Prix i 2005. Foto: Burt Seeger.

“Han var en rigtig spiller- og publikumsyndling”, husker Carsten, “og Fly Society blev af publikum kåret som Årets Hest i 2005. Han vandt i ni af sine 42 starter, og han havde en trioprocent på næsten 70″.

Fly Society indløb over 1 million kroner i sin karriere, og han nåede et maximumhandicap på 94. Han var opdrættet af Ib Larsen, trænet af Søren Jensen, og han blev næsten altid redet af Kim Andersen.

Som 4-årig i 2005 vandt Fly Society Skandinavisk Grand Prix før Sibelius, der året før havde vundet Dansk Derby. Fly Society var anden i Stockholms Stora Pris (Gr.3) i 2006. Og som 7-årig var han tredje i samme løb slået af to af 00’ernes største stjerner, Peas And Carrots og Appel au Maitre.

Fly Society blev senere kåret i Dansk Varmblod og endda som fløjhingst.

ATTENTION PLEASE VANDT STORLØB PÅ ØVREVOLL.

Airborne Racing var også ejer af Fly Societys helbror Attention Please, og forventningerne om en sejr i Dansk Derby 2010 steg efter en sejr i debuten som 3-årig og en godkendt tredjeplads i Derby Trial Stakes. Attention Please måtte dog udgå af Dansk Derby på grund af en benskade.

Senere på året vandt Attention Please til gengæld det velbetalte Breeders Prize Classic på Øvrevoll før Loquita og den danske derbyvinder Sir Henry. Det blev til to starter mere, inden Attention Please måtte slutte karrieren.

TÆT PÅ DERBYSEJR.

I 2001 var Stald Can tæt på en derbysejr med New York efter York Stutteris særdeles succesrige avlshingst Richard Of York.

New York mødte ubesejret op til Dansk Derby efter to sejre samme år”, husker Carsten. “Han var næstfavorit, men han måtte bøje sig for favoritten Cut Champion, der vandt med en længde. Senere på året vandt New York Breeders’ Prize på Øvrevoll”.

Cut Champion (Final Appearance) vinder Dansk Derby 2001 foran New York, Call Me York, Monsieur Et Toi og Correze. Nummer to, tre, fire og fem i derbyet var alle efter Richard Of York, der dengang var den helt dominerende avlshingst i Danmark. Foto: Burt Seeger.

ANNABODA – DOBBELT KLASSISK VINDER OG SUCCESRIG AVLSHOPPE.

Duke Of Marmelade-datteren Annaboda blev købt af Stald Seeland på Goffs Orby Sale i september 2011. Som 2-årig vandt Annaboda to gange, og hun var anden i Vinterfavoriternes Pris på Täby.

Året efter blev det til to klassiske sejre. I Mowerinaløb slog hun staldkammeraten Koo Koo Sint, og senere på året vandt hun Norsk Oaks. Annaboda var også anden i Dansk Oaks.

Annaboda blev kåret som Årets Hest i 2013.

I avlen er Annaboda som tidligere beskrevet mor til vinterfavoritten Eagle Eye (Gleneagles), 2-årige True Dane (Juniper Tree) og til en hoppeåring efter Oasis Dream.

I år skal hun bedækkes ved Gleneagles. “Og så får vi at se, om vi får en helbror eller-søster til Eagle Eye“, fortalte Carsten.

Stald Seelands Annaboda (Oliver Wilson) vinder Mowerinaløb 2013 før Koo Koo Sint (Elione Chaves). De var begge i træning hos Søren Jensen. Foto: Burt Seeger.

BLIVER DET TIL EN DERBYSEJR I 2023?

Som beskrevet har Jonna og Carsten hele to vinterfavoritter klar til sæsonen 2023. Familien Nørgaard har været tæt på en derbysejr flere gange. New York blev nummer to i 2001, og Flyinfact blev nummer tre i 1997. Lykkes det i år med Eagle Eye eller Got A Lot? Det vil være velfortjent.

Eagle Eye, der er eget opdræt, er efter den firedobbelte Gruppe-1-vinder og dobbelte 2000 Guineas-vinder Gleneagles og som beskrevet ud af Annaboda. Eagle Eye er i træning hos Lennart Reuterskiöld jr. på Jägersro, hvor han vandt sit maidenløb.

På Klampenborg blev det senere til en andenplads i Dansk Kriterium efter King Ferdinand og til sejr i Vinterfavoriternes Ærespræmie før Slava Ukraini. Sæsonen sluttede med en lidt skuffende femteplads i Svenskt Kriterium på Jägersro slået med 4 ½ længde af Stall Perlens Master Zone.

Junior mente dog, at formkurven på Eagle Eye var for nedadgående, og at man derfor skulle tage præstationen med et gran salt. Derudover tror Carsten, at Eagle Eye er bedst på græs.

Eagle Eye kan ikke deltage i Breeders’-serien, men han er meldt i alle de tre skandinaviske derbyer, oplyste Carsten. Han tror på, at Eagle Eye, hvis alt går op i en højre enhed, har en chance for at blive derbyvinder. Det skal man jo tro på som hesteejer. Han føler sig overbevist om, at Eagle Eye står derbydistancen. Faderen Gleneagles var godt nok miler, men Annaboda vandt Oaks og stod hver en meter.

Eagle Eye efter sejren i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg. Jacob Johansen red. På billedet ses ejeren Carsten Nørgaard tv. og træner Lennart Reuterskiöld jr. th. Foto: Burt Seeger.

Samtidig understregede Carsten, at det er drønsvært at vinde et derby. “Alting skal gå op i en højere enhed. Ens hest skal være den bedste på dagen. Den skal stå derbydistancen. Den skal helst have et godt løb.  Baneforholdene kan spille en afgørende rolle osv. Det er svært, men det er også det, der gør det så spændende”.

Der har altid været store forventninger til Camelot-hoppen Got A Lot, der blev udpeget af Søren Jensen og efterfølgende købt af Jonna Andersen og Carsten Nørgaard på Goffs Orby Sale i Irland i 2021 for 130.000 euro.

Got A Lot er ud af Invincible Spirit-datteren Stealth Missile, der er mor til flere vindere og halvsøster til den dobbelte Gruppe-1-vinder Covert Love, der bl.a. vandt Irish Oaks (Gr.1).

Faderen Camelot (Montjeu) vandt Engelsk 2000 Guineas (Gr.1) og Epsom Derby (Gr.1) såvel som Irish Derby (Gr.1) i 2012. Coolmores avlshingst er med 10 Gruppe-1-vindere indtil videre, bl.a. den irske derbyvinder Latrobe, en af verdens mest eftertragtede avlshingste.

Got A Lot debuterede med en sikker sejr på Klampenborg, inden hun to gange startede på Bro Park. I Svealandlöpning blev hun slået af den engelsktrænede Manitou, men senere vandt hun Vinterfavoriternes Pris før Cotton Eye Joe.

Got A Lot – fra en lidt anden vinkel – på vej til morgentræningen på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

I sin debut på Meydan i år blev det til en 8. plads for Got A Lot i et 12 heste stort felt, slået med godt 13 længder over 1400 meter. Ikke nogen dårlig årsdebut på en distance, der uden tvivl er for kort for Got A Lot. “De første i mål er af meget høj klasse, og Got A Lot brugte sig nok lidt for meget inden løbet”, mener Carsten.

Got A Lots næste løb i Dubai er på fredag den 24. februar i Jumeirah Fillies Guineas over 1600 meter græs. Desværre kan Jonna og Carsten ikke være til stede, da Jonnas far har 80-års fødselsdag.

“Hun trives på Meydan. Og hun tager på i vægt”, nævnte Carsten. “Det tyder på, at hun har det godt. Næste gang er distancen 200 meter længere, og banen er næppe så blød, som sidst da hun løb. Og nu er hun bedre akklimatiseret, så jeg håber, hun viser fremgang”.

“Som import kan Got A Lot ikke starte i Dansk Derby, men hun er meldt i alle de store hoppeløb samt i Svenskt og Norsk Derby. Hun har en imponerende afstamning, og derbydistancen bør ikke være noget problem. Og opholdet i Dubai vil uden tvivl gavne hende”, tilføjede Carsten.

Tilbage fra Dubai vil Got A Lot i første omgang blive manageret mod de skandinaviske 1000 Guineas-løb, hvor hun ligesom det er tilfældet i Norsk Derby, er det øverste navn på rankinglisten.

Got A Lot (Oliver Wilson) med ejerne Jonna Andersen og Carsten Nørgaard efter debutsejren på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

OTTE AVLSHOPPER PÅ YORK STUTTERI.

Familien Nørgaard har opnået meget på galopbanerne. Samtidig har de været særdeles engageret indenfor galopavl. Opdrætterinteresserne er samlet i Joca Stable. (Jonna og Carsten).  Joca Stable har – som vist i nedenstående oversigt – otte avlshopper opstaldet på York Stutteri, hvis de ikke er til bedækning i udlandet. Avlshopper, der oser af klasse, og hvis lige sjældent ses i Skandinavien.


TÆTTE RELATIONER TIL KARINA OG ALEXANDER ELSASS.

Gennem årene har Jonna og Carsten haft et meget tæt venskab og samarbejde med Karina og Alexander Elsass. De ses da også ofte sammen på de store europæiske galopauktioner.

“Vi er rigtig gode venner”, udtrykte såvel Jonna som Carsten. “Karina og Alexander er supersøde, sympatiske og kompetente. De er til at stole på, og deres ekspertise og viden inden for galopavl er unik. Et rigtig godt makkerpar, som vi nyder at være sammen med, ikke mindst når der skal indkøbes avlshopper”.

I 2010 købte de sammen avlshoppen Mara Chaparral (High Chaparral), der blev importeret til Danmark fra Goffs November Sale i 2010 i fol ved Strategic Prince.

Resultatet blev Contiki, som de vandt Dansk Opdrætningsløb med i 2013 før storfavoritten Harbour Light. Begge heste var i træning hos Søren Jensen.

Det er en af de begivenheder som står stærkt i Jonnas bevidsthed. “Det var rigtig skægt”.

Uddrag af fotomontage fra hjemmet i Roskilde. Karina og Alexander Elsass med deres børn og Carsten Nørgaard og Jonna Andersen fejrer Contikis sejr i Skandinavisk Opdrætningsløb i 2013.

MARY MCPHEE TUR/RETUR – EN GOD FORRETNING.

På Goffs November Breeding Stock Sale i 2018 købte de to par sammen Mary McPhee i fol ved Bated Breath for 26.000 euro (knap 200.000 kroner). Senere solgte de afkommet, en hoppeåring, på Scandinavian Open Yearling Sale i 2020 for 500.000 kroner. Det var toplottet på auktionen.

Samtidig gjorde et afkom ud af Mary McPhee det særdeles godt i Irland, og der blev bud efter hende. Resultatet blev, at Mary McPhee blev solgt tilbage til Irland til en markant højere pris. “Ikke bare en god forretning”, nævnte Carsten “men også en relativ hurtig forretning”.

SKANDINAVIENS DYREST INDKØBTE AVLSHOPPE.

I november 2021 købte Joca Stable sammen med Cat Racing på Goffs November Sale for 140.000 euro Fire Blaze. Den dyreste avlshoppe, der nogensinde er importeret til Skandinavien.

Carsten understregede, at Fire Blaze er efter en Gruppe-1-vinder, Dubawi, ud af en Gruppe-1-vinder Nahoodh (Clodovil) og var i fol ved Gruppe-1-vinderen Earthlight (Shamardal). “Det er noget usædvanligt på vores breddegrader”. Fire Blaze, som nu er opstaldet på York Stutteri, fik i fjor et hoppeføl, og hun er nu i fol ved Juniper Tree.

Hoppeføllet efter Earthlight ud af Dubawi-datteren Fire Blaze, der nu er på vej til Juddmontes Banstead Manor Stud, hvor hun skal bedækkes af Gruppe-1-vinderen Oasis Dream. Foto: JM.

SIKREDE ICECAPADAS FORBLIVEN I SKANDINAVIEN.

I december 2019 erhvervede Jonna Andersen og Carsten Nørgaard den mangeårige skandinaviske stjernehoppe Icecapada fra de daværende ejere Kolbjørn Selmer, Niels Petter Gill og Niels Petersen.

Planen var ellers, at Icecapada, der var i fol ved den engelske og irske derbyvinder Australia (Galileo), skulle være solgt på Tattersalls December Sale i Newmarket.

“Men prisen faldt på plads, umiddelbart inden hun gik i ringen, hvorfor Icecapada efter Mastercraftsman og ud af Bounce heldigvis forbliver i Skandinavien”, fortalte Carsten. Her har hun fået bopæl på York Stutteri tæt på sin halvbror Hurricane Red (Hurricane Run).

Icecapada fik i 2022 et hingstføl efter Gleneagles (Galileo), og i fredags folede hun et stærkt hingsteføl efter Juniper Tree. I år bedækkes hun ved Juddmontes Oasis Dream (Green Desert), der er dobbelt Gruppe-1-vinder og i avlen far til 18 individuelle Gruppe-1-vindere.

Som væddeløber fascinerede Icecapada mig siden hun vandt Dianalöpning i 2015 efter at have været langt bagud ind i opløbet. Icecapada startede 26 gange i Skandinavien, og hun sluttede med en vinderprocent på 46 og en trioprocent på 88. Helt imponerende, da hun stort set kun løb i storløb.

Icecapada vandt fem Listed-sejre, og hun nåede et maximumhandicap på 91.

Icecapada med sit hingstføl efter Gleneagles fotograferet i foråret 2022. Foto: JM

TO SALG TIL GODT EN HALV MILLION KRONER PÅ ÅRINGSAUKTIONEN PÅ YORK I 2022.

Også på Scandinavian Open Yearling Sale i 2022 på York Stutteri var Joca Stable aktive. På auktionen solgte de to af de fem dyreste åringer.

Den første var en hingst efter Juniper Tree (Galileo) – True Dane – ud af Jonna Andersen og Carsten Nørgaards succesrige hoppe Annaboda.

True Dane, der blev købt at Waleed Zawawi for 250.000 kroner, er nu i træning hos Brian Wilson. Han er halvbror til vinterfavoritten Eagle Eye (Gleneagles)

Senere kom salget af en hoppe efter Coolmores succesrige avlshingst Churchill (Galileo) – senere navngivet Krystle. Hun blev købt af træner Bent Olsen for Lone Kaj-Nielsen for 300.000 kroner.

Krystle er ud af Joca Stables ustartede Mastercraftsman-datter Categories, og det var hendes første føl. Categories er i fol ved Juniper Tree og fik i fjor et hingstføl ligeledes efter Juniper Tree, som Joca Stable jo er medejer af.

Alexander Elsass med Juniper Tree, der ejes af Breeding & Racing I/S. Et konsortium bag hvilket står familien Elsass, Cai Rasmussen og Carsten Nørgaard. Foto: The Paddock Scandinavian Racemedia.

SØREN JENSEN HAR VÆRET MED HELE VEJEN.

Søren Jensen har været fast træner for familien Nørgaard siden 1989. “Han er en særdeles god, ærlig og seriøs træner, som jeg altid godt har kunnet lide”, siger Carsten. “Vi spiller godt sammen, så ham vil vi holde ved, så længe han træner galopheste”.

Sympatien er gensidig. Da jeg fornyelig talte med Søren udtalte han om familien Nørgaard. “De har været fantastiske, tålmodige hesteejere hele vejen igennem. Og alting er altid sket på hestenes præmisser”.

Søren Jensen på Meydan sammen med Got A Lot og Liam Doran. På fredag starter Got A Lot i Jumeirah Fillies Classic. Et nyt kapitel i Søren Jensens trænerliv. Got A Lot var hans første starthest i Dubai. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Ingen regel uden undtagelse. Eagle Eye er i træning hos Lennart Reuterskiöld jr. “Hvorfor?”, spurgte jeg Carsten.

“Det er selvfølgelig altid rart at have to ”heste” at spille på, men den vigtigste årsag er, at Lennart, i modsætning til Søren, primært træner og løber sine heste på Jægersros dirt. Lennart har i øvrigt mange af de samme gode egenskaber som Søren. Intet bliver pakket ind. De er fantastiske hestefolk, og så lover de sjældent for meget, men leverer ofte varen. What’s not to like?”

Som staldjockey for Søren Jensen er det Kim Andersen, der har redet langt de fleste sejre hjem til familien Nørgaard. De senere år har Oliver Wilson ofte været i sadlen på deres heste, og det er Jonna og Carsten godt tilfredse med. “Han er blandt de bedste, og når han rider vores heste, kan man oftest have ro i maven”.

To spændende åringer opstaldet på York Stutteri Til venstre en hingståring efter Gleneagles ud af Icecapada (Mastercraftsman) og til højre en hoppeåring efter Earthlight ud af Fire Blaze (Dubawi). Foto: York Stutteri.

HVOR MANGE HESTE SKAL I HA’, OG HVAD DRØMMER I OM?

I dag har Jonna Andersen og Carsten Nørgaard to væddeløbsheste. De to 3-åringer Eagle Eye og Got A Lot. De har ingen 2-åringer. De har otte avlshopper – nogle sammen med andre – og fem åringer, ligeledes nogle sammen med andre.

Nogle af disse meget veltrukne åringer forventer Carsten skal sælges på Scandinavian Open Yearling Sale til september på York Stutteri.


“Hvor mange heste satser I på at eje”, spurgte jeg. “Ikke flere, end at vi kan huske, hvad de hedder”, svarede Carsten med et smil på læben.

“Og det spiller en rolle, om man har avlshopper eller væddeløbsheste, hvor udgifterne er større. Avlshopper behøver ikke være så dyre, især ikke hvis de leverer gode afkom, som man er parat til at sælge. For mig er kvalitet i højsædet, ikke mindst når det drejer sig om avl”.

Og Carsten fortsatte. “Lige nu kører det, og så er man altid parat til at satse lidt mere. Men det går op og ned. Det ved alle, der har været med i sporten et stykke tid. Af og til er der langt mellem snapsene”.

Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer. Familien Nørgaard har prøvet lidt af hvert.

Men de har endnu ikke vundet et derby, og det står øverst på ønskesedlen. Især Dansk Derby. At sejre i et internationalt Gruppeløb står også højt på ønskesedlen. Enten som ejer eller som opdrætter, hvor mulighederne måske er større.

Carsten Nørgaard har allerede haft et langt, spændende liv med fuldblodsheste. Væddeløbsheste og avlsheste. Og meget tyder på, at der venter mange og flere gode oplevelser for Jonna og Carsten.
Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top