fbpx

“I april regnede jeg ikke med en Derbychance”

Jägersro-træner Fredrik Reuterskiöld har triumferet i sin hjemmebanes Derby med både Swing That Cat og Mad Dog Slew, og i år står han ligeledes med et par af de varme forhåndsfavoritter i Mr Ascot-duoen Sir Freddie og Matauri Pearl.


Men at der i år skulle findes en af forhåndsfavoritterne til DFDS Seaways Dansk Derby i stalden, havde træneren ikke spået på tilbage i april.

“The Black Balsam har altid haft sigtet mod det danske Derby, men han er en vældig sen hest, som kun nåede en enkelt start som 2-årig. Efter en femteplads i sæsondebuten i maidenselskab midt i april, følte jeg, at der var lang vej at tilbagelægge mod Derbyet, men til gengæld er hans udvikling for alvor gået stærkt siden han for første gang fik græs under hovene”, fortæller Fredrik Reuterskiöld torsdag eftermiddag til galopsport.dk.

The Black Balsam var i sin første start nogensinde på Klampenborg ude over 2200 meter og blev knebent henvist til andenpladsen af One Direction. Allerede i starten efter var Black Sam Bellamy-sønnen klar til at aflægge maidentitlen på letteste vis foran Curtain Patch og Specific Hill, og senest trak han overlegent fra de øvrige konkurrenter i DFDS Seaways Derby Trial Stakes, som blev vundet med tre overlegne længder før Khan og Pro Hunter.

“Det er svært at sige, om han har yderligere forbedring gemt i sig i forhold til præstationen i Derby Trial, men generelt taler tiden for Black Sam Bellamys afkom, og han er endnu så sparsomt startet, at der er plads til flere positive overraskelser”, siger Fredrik Reuterskiöld, der ikke virker overbevist om, at det på søndag er en kommende Derbyvinder han sender over Øresund.

“I mine øjne skal The Black Balsam ses som en udfordrer til fire heste, som senest startede i Stockholm. The Kicker og Buzz Lightyear, der gjorde op om Jockeyklubbens Jubileumslöpning, og de to distancesikre heste Zen Zansai Zaid og Lake Cooloola, som var første og anden over 2400 meter samme dag. Min hest er også distancesikker, han står hele dagen og bør normalt ikke have noget imod en blød bane. Men han har allerede vundet i let og god bane, og jeg har ikke lyst til at træde ind i det ukendte på søndag”, slutter Fredrik Reuterskiöld, men henblik på den truende vejrudsigt, der lover regn både fredag, lørdag og søndag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top