fbpx

“Helt sikkert den hurtigste i historien”

Da Bank Of Burden søndag eftermiddag tordnede over målstregen som vinder af Lanwades Stud Scandinavian Open Championship (Gr.3) i tiden 2 minutter og 23 sekunder rent, satte han også en historisk banerekord over 2400 meter på Klampenborg Galopbane. Det slår banens administrerende direktør, Tom Christensen, fast.


Scandinavian Open-feltet rundt svinget. Foto: Burt Seeger.

“Bank Of Burden løb helt sikkert den hurtigste tid nogensinde over 2400 meter på Klampenborg. Han blev naturligvis hjulpet godt på vej af den ekstremt hurtige bane, der var målt til 2,3 inden løbene gik i gang, samt det hæsblæsende tempo som East Meets West sørgede for. Jeg har sjældent nogen galoppere så hurtigt rundt tribunesvinget, og det var selvfølgelig også med til at gøre tiden hurtigere end nogensinde før”, beretter Tom Christensen til galopsport.dk.

Da Django i 2010 vandt Scandinavian Open Championship (Gr.3) var banen målt til 2,4 inden løbsdagens start, og han sejrede i tiden 2.25,6 – altså mere end 2½ sekund eller løst omregnet 12 længder langsommere end Bank Of Burden i år. Det vidner om, at det gik rigtig, rigtig stærkt i årets udgave af det største væddeløb på dansk grund.

Bank Of Burden blev af handicapper Pam Cordrey hævet et enkelt kilo for præstationen i Lanwades Stud Scandinavian Open Championship (Gr.3), således at han nu er oppe i et tal på 94. Det er stadigvæk tre kilo lavere end Sir Landos nuværende generalhandicap.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top