Produce Stakes har en særlig status i dansk galopsport. Løbet blev stiftet i 1959 af Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme (nu Dansk Galop) og har siden været et attraktivt løb for de danske opdrættere, ejere og trænere.
Lige fra begyndelsen har løbet været forbeholdt toårige heste, som er afkom efter hopper, der er bedækket i Danmark, og ofte er løbet blevet vundet af heste, som hørte til de bedste i deres årgang f.eks. derbyvinderen CUT CHAMPION og Guineasvinderen SIR RANDOLPH . I mange år blev løbet afviklet i Klampenborg, men siden 1990 har Produce Stakes været redet på Fyens Væddeløbsbane.
Som følge af, at der er blevet færre toårsheste i træning i provinsen og udbuddet af storløb for de unge heste er meget stort i Skandinavien, har det desværre i de senere år været svært at få tilfredsstillende med anmeldelser til løbet.
Avlsudvalget er naturligvis bekymrede over dette og vil på sit førstkommende møde drøfte muligheder for at løbet gennemføres i 2015. I den forbindelse skal man se på løbets placering i den overordnede sæsonplan, mulighederne for sponsorstøtte etc.
Antallet af anmeldelsesberettigede heste som kommer i træning ligger stabilt på omkring 80 pr. årgang, så hestematerialet burde således være til stede for at sikre løbet tilstrækkeligt med anmeldelser.
På Avlsudvalgets vegne
Peter Knudsen