Efter vigende tilslutning i de sidste par år, så blev Produce Stakes aflyst i år. Sidste år blev det kun gennemført efter kraftig opfordring til trænerne, og der var der 6 heste til start.
Og fremtiden er vel usikker. Som opdrætter sidder man så her og tænker – hvorfor hører vi ikke noget fra Avlsudvalget under Dansk Galop? Det er en stor skam, at et gammelt hæderkronet løb stille og roligt går hen og bliver glemt.
Produce stakes er det eneste lukkede løb for afkom af hopper bedækket i Danmark. Og det er et løb der tidligere har været godt doteret. Sidste år blev præmiesummen på samlet 50.000, men i 2012 vandt Red Pearl alene for 1. pladsen 62.500. I år har man valgt at være optimist og anføre forventet præmiesum 80.000 i propositionerne, hvilket dog forsat er langt under fordums standarder (læs 2012 og før).
Som opdrætter er det naturligvis dejligt at vide, at der er et enkelt lukket løb, som giver ejerne af danskopdrættede heste et kærkommen tilskud til udgifterne. Derfor bør formanden for avlsudvalget arbejde endog meget hårdt for at genskabt løbet.
Avlsudvalget kunne bl.a. tage initiativ til at spørge trænerne og hesteejerne hvorfor de ikke melder i Produce Stakes. Hvilke faktorer gør sig gældende – er det tidspunktet, er det placeringen af løbet i Odense eller nogle helt andre årsager der gør sig gældende. Sådan en spørgerunde kunne være med til at kaste lys over den manglende tilslutning til sådan et løb med 114.000 i præmiesum for blot to år siden.
Hvis det viser sig, at løbet ikke kan afvikles på grund af den fysiske placering i Odense, så bør avlsudvalget, og for den sags skyld resten af bestyrelsen, arbejde for, at løbet bliver flyttet til Klampenborg Galopbane. Det er her majoriteten af 2 årige heste bliver trænet, og sammen med de mulige 2 års heste i sydsverige, så er jeg ret sikker på at Produce Stakes igen vil blive et tilløbsstykke, og et løb man gerne vil vinde.
Der er meget der de senere år tyder på, at placeringen af 2 års løb i provinsen ikke lige er det der trækker flest heste til start. Stort set samtlige 2 års løb i provinsen bliver aflyst eller afviklet med meget små felter.
Hvis der er andre årsager til den manglende tilslutning bør man naturligvis agere derudfra. Men overordnet set så bør det løb kunne gennemføres med 12 startende heste hvert år. Så må man finde ud hvordan det kan ske. Og selvom der ofte er en modvilje mod forandringer, så vil jeg på det stærkeste opfordre bestyrelsen og avlsudvalget til at tænke på sporten og de aktive.
Jakob Altenborg
Opdrætter og hesteejer