Petersens første soldat i kamp på Meydan

Skandinaviens championtræner, Niels Petersen, åbner sæsonen på torsdag. Den første af flere starter i Dubai.”Proud Possibility starter om tre dage, som det ser ud nu”, fortæller Niels Petersen fra ørkenstaten.


Proud Possibility har ikke startet siden sin overlegne triumf i Rosengårdlöpning på Jägersro den 26. september i hænderne på Fredrik Johansson.

”Alt er perfekt hernede”, siger Niels Petersen. “Vi har 10 heste med fra Norge, og jeg har fem personer til at hjælpe mig i træningen, heriblandt danske Oliver Wilson”.

Per-Anders Gråberg deltog ikke i løbene på Täby i går, og det har sin forklaring.

”Han er også stationeret i Dubai nu. Selvfølgelig vil vi gerne vinde løb og gode præmier, men opholdet hernede er mest af alt en investering på sigt. En investering i den kommende storløbssæson i Skandinavien. Hestene træner meget tungt nu, og jeg tror ikke nogen af dem kommer til at toppe under opholdet i Dubai”.

”Men selvfølgelig er de klar når de starter. Konkurrencen er jo stenhård”, fortæller Niels Petersen, som også har sin storesøster Marianne Petersen med i sit crew.”Hun tog ned med hestene midt i december. Rejser hjem til Norge på fredag, hvor hun afløses af Tove Brandt”, fortsætter Niels Petersen.

Også den dobbelte Scandinavian Open- og Stockholm Cup-vinder Bank Of Burden er med på sin tredje Dubai-udflugt. Han har endnu aldrig præsteret det store under de varmere himmelstrøg, men til gengæld har han leveret varen hjemme igen og ser ud til at trives med denne type oplæg til sæsonen.

”Jeg forventer også han skal starte hernede. Det skal de alle som udgangspunkt, uden det dog er definitivt. Det primære er de slipper for kulden derhjemme og får et forspring når storløbene i Skandinavien begynder”, vurderer Niels Petersen.

2013 er Niels Petersens hidtil bedste sæson i karrieren. Et overlegent skandinavisk trænerchampionat, klart trænerchampionat på Täby, og ligeledes et championat på Øvrevoll i hårfin duel med Rune Haugen.”Normalt skal det blive svært at hamle op med cifrene fra i fjor, men ret beset synes jeg min stald ser bedre ud i forhold til på samme tidspunkt sidste år”.

”Jeg leder rent faktisk efter en hest her i Dubai til en dansk kunde. Vi havde faktisk fundet et emne i Frankrig og også aftalt pris, men handlen blev droppet, da der kom mange ekstra omkostninger til for at få hesten her til Dubai”, slutter Niels Petersen.

4-årige Proud Possibility er forhåndsanmeldt i et handicap over 1400 meter Tapeta på Meydan torsdag aften. Med sin OR på 100 (90 i skandinavisk handicap, red.) står han nummer 16 på ranglisten, men flere af hestene over ham er ligeledes meldt i øvrige opgør på dagen. Proud Citizen-sønnen er hidtil ubesejret på dirt track, mens hans eneste to starter på græs er endt i nederlag. På Meydan rides der ikke på dirt track, men i stedet på det syntetiske underlag Tapeta.

Hvordan Proud Possibility tackler det, står endnu hen i det uvisse, men faktum er, at han har potentialet til at udvikle sig til en af Skandinaviens bedste sprintere på sigt, og med det udgangspunkt er han landet i Dubai som den måske allermest interessante af Petersens udsendte.

Foruden Rosengårdlöpning sejrede den amerikanskfødte vallak også knusende overlegent i Sofierolöpning på den svenske Derbydag. Han vandt i fem af sine syv starter i 2013 og indløb lige over en halv million svenske kroner til sin ejer Nils Petter Gill.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top