fbpx

Oktan fortsætter avlskarrieren i Danmark

Den gamle hæderskæmpe Oktan (Dance Of Life – Sharp Dresser v. Sharpen Up) er blevet erhvervet til Danmark af Jan Bødker Sørensen, og den 17-årige hingst opstaldes nu på sin nye ejers stutteri i Bjerringbro.


Oktan har været en succeshistorie både på væddeløbsbanen og i avlen. Hingsten havde en lang og flot løbskarriere der strakte sig over 10 sæsoner og bød på 11 sejre og over 1,4 millioner kroner i samlet præmiesum.

Oktan vandt bl.a. Copenhagen Golden Mile (L) på Klampenborg hele tre gange, og han opnåede også en tredjeplads i Polar Million Cup (Gr.3) på Øvrevoll. Oktans register spændte bredt, idet han vandt løb og var placeret over stort set alle distancer mellem 900 og 2000 meter.

I avlen har Oktan først og fremmest været en glimrende producent af hurtige 2-årige, og ikke mindre end tre gange har han været far til vinderen af Norsk Auksjonsløp med henholdsvis Oblancs, Goodrun og Orkan. Oktans afkom har hidtil indløbet over to millioner kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top