fbpx

Ny forretning med beklædning og udstyr til hest og rytter

Den 1. september åbnede Susan Gylling forretningen Mink Horse – et unikt dansk designet mærke af beklædning og udstyr til hest og rytter, der både tilbydes via webshop og udvalgte forhandlere.


“Virksomheden startede op for mindre end to måneder siden, men vi har selvfølgelig arbejdet med design, produktion og setup i lidt over et år”, fortæller Susan Gylling til galopsport.dk.

“Der er især lagt stor vægt på funktionalitet, komfortabel pasform og det lille ekstra pift via frække kontraster og detaljer. Produkterne sendes direkte fra fabrikken uden mellemled, og vi er således i stand til at tilbyde produkter af høj kvalitet til yderst fornuftige priser”, fortsætter Susan Gylling, der selv har en hverdag blandt heste, og derfor stort set altid går rundt i ridetøj.

“Jeg konstaterede, at det ofte blev det samme og det samme man gik klædt i, og syntes at der på markedet manglede udbud med lidt mere kant. Derudover manglede der også tilbud til de “bagdele”, som ikke helt falder indenfor modelmålene. Derfor er der investeret rigtig meget tid i udviklingen af vores buks, således at den passer og klæder de fleste faconer”.

Med i sortimentet hos nystartede Mink Horse findes også tilbehør i form af leggings, handsker i friske farver og sjove designs, lækre fleecedækkener med både enkelt- og dobbeltlag og aftagelige gjorde, samt regndækkener af høj kvalitet.

“Til de lidt ekstra modebeviste findes også et sortiment af smarte pandebånd til hesten med forskellige designs af krystaller, blandt andet med de skandinaviske flag, og som de eneste på markedet, har vi i programmet smart overtrækstøj til beskyttelse af ens ridetøj under klargøringen af hesten eller arbejdet i stalden. Som en helt naturlig del af vores fortid i Tyskland, vil vi i løbet af 2013 udvide forretningen til også at dække både de øvrige skandinaviska lande og resten af Europa”, slutter Susan Gylling.

Mink Horse er fra den 18. til 21. oktober at finde på messen ved JBK Horseshow i Odense.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top