fbpx

Ny dansk avlshoppe har talentfuld 2-årig i Frankrig

I december 2006 købte Morten Buskop den nu 9-årige avlshoppe Autarcie (Ski Chief – Vedeheme v. Miswaki) i Deauville. Hoppen havde på dette tidspunkt tre ustartede afkom i Frankrig og et hoppeføl efter Keltos i maven.


At Autarcie har anlæg for at avle tidlige typer er der ikke længere nogen tvivl om. Hoppens nu 2-årige datter Charlotte Ki (Sin Kiang) fik nemlig allerede sin væddeløbsdebut den 9. marts, hvor hun vandt med en længde over 1000 meter.

Hoppen fulgte op den 31. marts med en andenpladsen på Fontainebleu, derefter var hun den 21. april tredje på Longchamp, og den 5. maj var hun femte på samme bane.

I tirsdags var Charlotte Ki til start for femte gang, atter over 1000 meter og denne gang på den franske Derbybane Chantilly. Her sejrede hun ganske let med halvanden længde og bragte dermed sin samlede præmiesum op på 47.512 euro inklusiv bonuspræmier.

Morten Buskops Autarcie står i dag opstaldet på Stutteri Hjortebo, hvor hun både har sin hoppeåring efter Keltos, samt et nyfødt hingsteføl efter Final Appearance.

Åringen, hvis far bl.a. vandt Juddmonte Lockinge Stakes (Gr.1), skal fremstilles på Dansk Galops Åringsauktion til september, så den flotte start på karrieren for 2-årige Charlotte Ki er naturligvis en kærkommen gave for den i Danmark bosiddende normand.

Autarcie er ud af den vindende Miswaki-datter Vedeheme, og halvsøster til de to vindere Wakaponeta og Sacha Pacha. Moderlinjen er desuden repræsenteret ved Autarcies tredjemor Realty, der var Gruppe-3-vinder og anden i Kings Stand Stakes (Gr.1).

Realty er desuden mor til Listed-vinderen Really Lucky, der igen er mor til fantastiske Ravinella, der både vandt Cheveley Park Stakes (Gr.1) samt den engelske og franske udgave af 1000 Guineas (Gr.1).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top