Niels Petersen sender fredag formiddag sin delegation på syv heste med transporten fra Øvrevoll til Klampenborg. I år er det uden nogen deltager i Bet25 Dansk Derby, men stadigvæk med forventninger om en eller flere storløbssejre.
“Vi har døjet med sygdom i stalden, og det har hidtil været en meget stille sæson for stalden. Formen har så småt været på vej tilbage, og nu lader det heldigvis endelig til, at hestene er hvor de skal være”, fortæller Niels fredag morgen til GalopSport.
Petersen indleder Derbydagen i det første løb, Boutique Bolou 2-års Maidenserien, hvor Elkær Stutteris Grey Tycoon (Dark Angel) møder 13 konkurrenter over 1400 meter.
“Han er uden tvivl en hest for fremtiden, og efter denne start kan vi forhåbentlig gå videre mod The Heatherwold Cup, Norsk Kriterium og Vinterfavoriternas Pris med ham”.
“Jeg har valgt at starte ham i maidenløbet, selv om han også var anmeldt i Goffs Futurity Stakes, og det er på baggrund af, at han debuterede over 1200 meter og fandt distancen for kort”.
“Han fandt ikke sin aktion lige så hurtigt som breeze up-hestene han debuterede imod, men kom godt i opløbet, så med det facit i hånden er jeg overbevist om, at 1400 meter er et stort plus for ham nu”, vurderer Niels.
Grey Tycoon er helbror til 4-årige Dark Trooper, som hidtil har vundet syv gange i karrieren og senest var anden i Wokingham Stakes på Royal Ascot. Dark Trooper starter pudsigt nok også lørdag eftermiddag, hvor han to timer efter sin lillebror er favorit til sejren i Coral Stewards’ Cup over 1200 meter på Glorious Goodwood.
I Goffs Futurity Stakes bliver der debut til The JC Organizations War Bear (Kodi Bear), som er på jagt efter førstepræmiens 100.000 kroner.
“War Bear er en anden og noget lettere type end Grey Tycoon. Han har masser af fart i kroppen og viser det i træning, og vi vurderede, at vi lige så godt kunne lade ham debutere i et storløb på Klampenborgs Derbydag, som i et maidenløb hjemme på Øvrevoll – for de er meget svære at vinde”.
“Det er selvfølgelig ikke nemt at vurdere ham i forhold til konkurrenterne hér, og 1200 meter er et lidt specielt startsted for heste som besøger Klampenborg for første gang, fordi det kommer til at gå så stærkt hjemmefra og man rammer bakkerne med det samme”.
4-årige Soulofchess (Gutaifan) får sit første besøg på Klampenborg i Zawawi Sprint Cup over 1200 meter.
“Han har vist et stort talent både sidste år og i sin første start i denne sæson. Siden har fremgangen været stagnerende, men jeg har haft en masse sygdom i stalden, og vi har ikke set det bedste fra ham endnu”.
“Han er en voldsomt stor og tung hest, og det er et spørgsmålstegn om banen måske bliver for hurtig for ham. Han vil synes om det høje tempo undervejs, som El Guanche kommer til at sætte, og så kan han forhåbentlig hente en masse længder bagfra i opløbet. En meget kapabel hest, som også vægtmæssigt står fint til”.
Én af tidernes bedste udgaver af Wentworth det 123. Pokalløb (L) står for døren, og Niels Petersen sadler to af feltets otte deltagere. Sidste års Derbyvinder Slava Ukraini (Moohaajim) og alt forbedrede Mozart (Le Havre).
“Slava Ukraini var syg efter Oslo Cup og fik en lille træningspause derefter, hvilket jeg tror har været en fordel for ham med tanke på, at han også havde et vinterprogram med starten i Saudi”.
“Han har gået nogle virkelig gode arbejder herhjemme og jeg er glad og tilfreds med formen. Han har jo også vist, at han løber op med Good Fortune tidligere, så han er på ingen måde slået på forhånd”.
“Mozart går frem fra start til start og var virkelig god senest i Sverige, hvor han måske havde vundet med et bedre løb. Han fungerer også fint på en hurtig bane, og Carlos har valgt ham som sit ridt blandt mine to deltagere”.
“Mozart mangler endnu lidt rutine og taber lidt hist og her undervejs, men når først poletten for alvor falder, rammer han et rigtigt eliteniveau”.
Så gælder det Giant Sandman Larch Ærespræmie over 1600 meter, hvor ubesejrede Triple Treat – som netop er efter løbsnavngiveren Giant Sandman – skal forsøge at forlænge sin ubesejrede stime til tre starter.
“Hun har ikke gjort noget galt i sine to første starter. Vi har store udfordringer med startboksen, men det bliver gradvist bedre, og i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer var hun en virkelig god vinder, selv om de 1800 meter var lige det længste”.
“De 1600 meter denne gang kommer til at passe perfekt, og hun kommer til Klampenborg i meget fin forfatning”.
Triple Treat er halvsøster til de danske Derby-2’ere fra 2022 og 2023, Hear The Drums og Cotton Eye Joe, begge efter Appel Au Maitre.
Petersens anden deltager i Giant Sandman Larch Ærespræmie er Dream Ahead-datteren Rosalina, som efter en strålende debutsejr som 2-årig ikke har vundet siden.
“Hun har skuffet os siden hun vandt på en hurtig bane i debuten i fjor, men hun kom ud i en bundløs bane på Derbydagen på Øvrevoll og har været undskyldt yderligere et par gange”.
“Rosalina er en stor hoppe, som endnu ikke er fuldt udviklet. Hun fik en hård rejse senest i Norsk 1000 Guineas, men var alligevel positiv som sjette i mål, og med en let græsbane på Klampenborg er jeg ikke overrasket, men hvis hun dukker op i præmierækken – også selv om handicappet ikke indikerer det”, siger Niels Petersen og afslutter:
“Staldens heste forventes at ankomme til Klampenborg omkring kl. 18 i aften, og de får alle en tur rundt på græsset i morgen tidlig, hvor de traver på bagsiden, cantrer rundt opløbssvinget for at se konturerne af banen, samt lærer overgangen efter målstregen at kende”.