De skandinaviske heste fik mandag morgen lov til at strække ud på Meydans dirt. Under overværelse af Madeleine Reuterskiöld fuldførte 3-årige Sasha Waltz et hurtigt arbejde med Fernando Jara i bøjlerne.
Jævnaldrende Victor Kalejs er kommet sig fint ovenpå torsdagens sæsondebut i UAE 2000 Guineas Trial, og han galopperede rutinemæssigt under sin faste træningsmakker Josephine Chini.
Også 4-årige Breakdancer, som blev slettet for små to uger siden og fortsat har sin første start i Dubai til gode, fik strukket ud for Susanne Berneklint.
Kun en enkelt skandinavisk aspirant er meldt til torsdagens løb på Meydan. Det er Roy Arne Kvislas Saving Kenny, som er blandt 16 kandidater til et handicap over 1000 meter græs.
Listen anføres bl.a. af velkendte navne som Medicean Man, Caspian Prince og Sole Power.