fbpx

Medlemmer bakker op om fælles auktion

Efter Dansk Galops medlemsmøde søndag eftermiddag på Fyn, hvor godt 40 af foreningens medlemmer mødte op, står det helt klart, at foreningen har fuld opbakning til at arbejde videre med planerne om en fælles skandinavisk åringsauktion. Auktionen ser dog ikke ud til at blive en realitet før i 2014.


Opdrætter Berner Olsen, som ligeledes er formand i Dansk Galops avlsudvalg, indledte medlemsmødet med en bekræftelse af, at Dansk Galop er stor tilhænger af det skandinaviske samarbejde og en forestående fælles skandinavisk auktion i Göteborg.

Avlsudvalgets forudsætning for samarbejdet er dog, at alle tre skandinaviske landes organisationer står bag arbejdet, og at Dansk Galop ikke har til hensigt at arbejde videre med auktionen før der er enighed mellem Norge, Sverige og Danmark.

Berner Olsen forklarede videre, at Dansk Galops Avlsudvalg ikke tilhænger af en åben auktion, hvor der er mulighed for salg af udenlandskopdrættede åringer.

“Jeg kan ikke se visionen i at sælge udenlandskopdrættede åringer, da det ikke har noget med avl at gøre, og vi risikerer at ødelægge os selv”, kommenterede Berner Olsen det indkomne forslag fra opdrætter Bernt Dahl.

Berner Olsen lagde desuden vægt på selve samarbejdet omkring den fælles auktion, og pointerede at detaljerne omkring projektet lige nu står i baggrunden.

Berner Olsen redegjorde derefter for, at de danske opdrættere samtidig er de største hesteejere i sporten, idet 40% af heste i dansk træning ejes af opdrætterne selv.

“Situationen lige nu er desværre, at vi ikke kan afholde en fælles auktion i 2013, fordi hverken Sverige eller Norge er klar til at tage skridtet. Derfor bakker Dansk Galop ud i år, og håber på opbakning i 2014”, sagde Berner Olsen.


Dansk Galops direktør, Peter Knudsen, forklarede om den nedadgående spiral hvad angår antallet af føl.

I 2012 blev der født 115 føl i Danmark, men dette tal ser ud til at stige en anelse i 2013.

“Kun ca. 80 heste fra hver årgang bliver brugt som væddeløbsheste, og igennem mange år har vi i Danmark haft en overproduktion af fuldblodsføl. Henover den seneste 10-årige periode, er de ringeste blevet sorteret fra, men der findes fortsat en overproduktion”.

Peter Knudsen gav overfor Dansk Galops medlemmer udtryk for et ønske om en skandinavisk fællesøkonomi, så Danmark kan opnå en del af de gunstige vilkår der opleves i både Sverige og Norge.

“Men vi har ingen økonomiske ressourcer at tilbyde – kun det bedste opdræt”, slog Knudsen fast.


Undertegnede (Filip Zwicky) foreslog i forbindelse med det kommende skandinaviske samarbejde, at Dansk Galop går foran sine nabolande ved at strømline selve auktionskatalogets typografi til internationale standarder gennem korrekt anvendelse af Black Type.

I dag anvendes “BLACK TYPE” til en række skandinaviske storløb, som ikke er omfattet af de internationale regler – i Danmark gælder det bl.a. de fire største 2-årsløb og de fem klassiske løb på Klampenborg.

Forslaget gik ud på, at man i stedet for ukorrekt brug af Black Type, i stedet valgte at “markedsføre” de skandinaviske storløbsvindere/placerede med en anden typografi, således at en sejr i Skandinavisk Opdrætningsløb ikke markeres på samme måde som en sejr i et internationalt Gruppe-1-løb.

Opdrætter Bernt Dahl holdt et længere indlæg omkring situationen i dansk galopsport, hvor der især blev lagt vægt på den fortsatte nedgang i produktionen af føl og aktive opdrættere.

“Her i 2013 forventes der at kunne blive fremstillet ca. 60 danske åringer, fordelt på 25 opdrættere. Hvor er vi så henne i fx 2017, hvis ikke der fortsat findes lige så store aktiver som Berner Olsen og Stutteri Hjortebo?”, spurgte Bernt Dahl, og svarede selv: “Antallet af åringer i Danmark falder inden længe til 30”.

“Danmark overlever ikke de næste år alene, og i Sverige ser det heller ikke bedre ud. Derfor er fremstilling af internationale åringer en mulighed for at supplere det nuværende, faldende marked for fuldblodsheste, og det er uden tvivl det køberne gerne vil have. Mit forslag går på, at åringerne skal være indregistreret i Danmark i fødselsåret, at de kan fremstilles på auktionen og deltage i auktionsløbet året efter. Men de er fortsat opdrættet i det land de kommer fra og kan derfor ikke starte i de lukkede løb for skandinaviskopdrættede heste”, sagde Bernt Dahl.

Bernt Dahl fremlagde derefter en række “skræmmeeksempler” i form af handicaptal for hestene der står tilbage i Dansk Derby, og pointerede, at selv om de danske opdrættere overvejende køber moderlivsimporter i den billigste ende af skalaen, er afkommene fortsat gode nok til at vinde over de etablerede danskopdrættede heste.

Dahl fremlagde økonomien for en fremtidig skandinavisk auktion, hvor det ud fra hans beregninger ville blive billigere for den almene opdrætter at fremstille en hest på auktion i Göteborg, end under de nuværende forhold i Nordsjælland.

Til slut foreslog opdrætteren, at landene nedlagde deres respektive Consolationløb i forbindelse med Auktionsløbet, og i stedet brugte pengene til en auktionsbonus, hvor de 10 første vindere solgt på den fælles auktion blev præmieret med 20.000 kroner.

Dansk Galops Avlsudvalg takkede for fremlægningen, men henviste til den tidligere erklæring om, at man først er klar til at arbejde videre med auktionen når søsterorganisationerne i Norge og Sverige bliver enige om at samarbejde.

Avlsudvalget støttede ikke Dahls forslag omkring fremstillingen af de internationale åringer, og forslaget bliver nu sendt til afstemning blandt Dansk Galops medlemmer på den forestående generalforsamling 20. april.

Klampenborg HesteEjerForenings bestyrelsesformand, Flemming Zwicky, berettede, at der fra HesteEjerForeningens bestyrelses side bakkes op omkring en mere åben dansk galopsport, og som det blev pointeret i foreningens tidligere åbne brev til Dansk Galop med titlen “Hurra for det skandinaviske samarbejde”, er bestyrelsen tilhænger af både en fælles skandinavisk auktion, samt muligheden for at sælgerne kan fremstille udenlandskfødte åringer.


Alexander Elsass, der bestyrer York Stutteri i Hørsholm, hvor Dansk Galops Åringsauktion er blevet afholdt igennem den seneste årrække, måtte melde fra til medlemsmødet grundet sygdom.

Efterfølgende har Alexander Elsass sendt nedenstående kommentar til galopsport.dk, som han ville have fremført på medlemsmødet:

“Vi – (undertegnede og York Stutteris klienter) – ønsker en fælles skandinavisk auktion, idet:

1. Det vil centralisere udbuddet af åringer til ét sted og derved tiltrække flere købere (hesteejere & trænere) fra Norge og Sverige end den danske auktion er i stand til.

2. Det vil skabe en større konkurrence køberne imellem, og derved også højere priser på de fremstillede åringer.

3. Det vil give et professionelt løft til hele auktionen, ligeledes til opdrætternes klargøring af de fremstillede åringer og selektionen af avlsmaterialet.

4. De ”udenfor skandinavien fødte” åringer vil give opdrætterne en mulighed for større omsætning gennem ”pin-hooking” uden at skabe større konkurrence, da de ikke kan deltage i det samme antal løb som de skandinaviskfødte heste – som oftest ej heller den skandinaviske Breeders-serie.

5. Det skaber et stærkere skandinavisk samarbejde, som er en livsvigtig nødvendighed i den globale konkurrence.”


Udover hovedtemaet, blev der fra Dansk Galops medlemmers side spurgt til flere andre aktuelle emner indenfor sporten, heriblandt Dansk Galop forhold til HFF, Danske Spil og strategiplanen for trav- og galopsporten.

Dansk Galops formand, Nick Elsass, redegjorde i korte træk for disse forhold, men pointerede derefter, at formålet med søndagens møde var at komme i mål med opbakningen til det fælles samarbejde.

Ifølge Dansk Galops officielle webside, vil Avlsudvalget i de kommende uger vurdere mulighederne omkring den fælles skandinaviske åringsauktion nærmere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top