fbpx

Madame Esprit mod 2000 Guineas

I fjor hørte Madame Esprit fra første færd til den yngste årgangs elite, og der var set meget frem imod den Helle Christensen-trænede hoppes sæsondebut 2. påskedag på Klampenborg, hvor hun på forhånd dog stod en smule i skyggen af sidste års Vinterfavorit-vinder, African Award.


Madame Esprit. Foto: Burt Seeger.

Men man kan roligt sige, at Esprit Du Nord-datteren løb sig ud af denne skygge. Under Manuel Santos var Madame Esprit prominent fra start og kunne rundt opløbssvinget sige farvel til de nærmeste konkurrenter, hvorefter hun trak hele vejen til målstregen og sejrede overlegent med tre længder.

African Award fik serveret en mere passiv rejse af Lennart Hammer, der ind på opløbsstrækningen brugte hoppens velkendte speed til at skyde forbi alle øvrige konkurrenter. En overgang så African Award ud til at kunne stryge forbi Madame Esprit så snart hun fik endelig marchordre, men der var til slut ikke mere at skyde med for storfavoritten, der bare et enkelt kilo mere på ryggen end vinderen.

Tredjepladsen gik til fint afsluttende Blue Touch før Hot Tyra, Manchego og Sir Lunchalott.

African Award opretholder naturligvis engagement i iKeyVet Mowerinaløb den 20. maj, men Madame Esprit er i stedet utraditionelt meldt i Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas samme dag, hvor hun har mulighed for at løbe om større præmiesum, samt undgå at møde importer og tilmed bære halvandet kilo mindre på ryggen end sine konkurrenter blandt “herrerne”.


Tigress Eleven. Foto: Burt Seeger.

Tigress Eleven – ny Jyllandsløbsfavorit?

I Charlottenlund Hestehospitals 3-års Maidenløb over 1800 meter gav Lennart Reuterskiöld Jr sæsondebut til den fine Barathea-datter Ride For Roses, der efter to andenpladser i lige så mange starter i fjor var klar favorit til at tage karrierens første sejr.

Ride For Roses måtte dog nøjes med endnu en andenplads, da hun blev sikkert besejret af Hanne Bechmanns debutant Tigress Eleven med Lennart Hammer i sadlen. Ride For Roses fik lidt problemer med aktionen rundt opløbssvinget, hvor hun blev forsøgt indenom af Per-Anders Gråberg, alt imens Lennart Hammer tog den noget længere, men mindre trafikfyldte, udvendige vej ind på den lige strækning.

Allerede kort inde i opløbet skaffede Tigress Eleven sig det endelige overtag, men Ride For Roses leverede en afslutning med mersmag langs rails og vil være klart forbedret når hun gæster Klampenborg næste gang.

Tigress Eleven blev belønnet med et handicap på 76, hvilket gør hende til øjeblikkets højest handicappede kandidat til Tuborgs Jyllandsløb i Århus den 4. juni.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top