fbpx

Madame Esprit er kommet tidligere i træning

Optimismen fejler intet i stalden hos Helle Christensen frem mod sæsonstarten. “Stalden når op på 11 heste på lørdag, når Royal Lane kommer tilbage i træning”, fortæller Klampenborg-træneren.


“Royal Lane udviklede sig meget i fjor, og jeg er sikker på der er mere at finde i hende”, konstaterer Helle Christensen.

”Jeg har tre 2-årige på nuværende tidspunkt, og to af dem bliver tidligt klar”, siger Helle Christensen. “Terence Hill (h. v. Special Quest-La Sabana) og Minuty Prestige (hp. v.Academy Award-Pianella) tror jeg publikum ser i de første toårsløb. Derimod går der længere tid med Runner Runners lillesøster Running Sister (Academy Award-Afrodite)”, hævder Helle Christensen.

Med sine otte år er netop Runner Runner nestoren i stalden. “Han kom tilbage til Klampenborg i januar efter at have været forhindringshest fjor i Norge”, siger Helle Christensen. “Runner Runner skal primært starte i amatørløbene i år med en af staldens egne lovende ryttere”.

Med 730.100 kroner i præmier har Breeders Prize-vinderen Runner Runner gjort det flot, og stort set samme indtjening har Madame Esprit med sine 726.778 kroner. To år yngre Madame Esprit får i år et nyt oplæg i forhold til i fjor, hvor hun ikke vandt løb.

”Madame Esprit er kommet tidligere i træning i år. Det tror jeg gør en forskel”, anser Helle Christensen. “Hun ser klart bedre ud end sidste år”.

På spindesiden i stalden befinder sig endvidere 4-årige Harmonia, som måske bliver staldens første millionær. Hun er lige nu oppe på 827.886 kroner.

”Hun ser vældig godt ud og får en ny god sæson”, siger Helle Christensen, som også føler sig godt rustet i den klassiske årgang.

”Det er klart, at jeg har store forventninger til Final Score, som allerede i debuten aflagde sin maidentitel. Det var samtidig hans eneste start sidste år. Han skyder rigtig god fart, men jeg tvivler på at han står Derbydistancen, og jeg mener, at han først og fremmest skal hævde sig på milerdistancen. Dansk 2.000 Guineas, Larch Ærespræmieløb og Breeders’ Serien er hans hovedopgaver i år”, fortæller træneren.

”Vi har endnu ikke lukket døren helt overfor derbyet, men jeg tvivler på, at han kommer der. Trinity gjorde det godt som tredje i Basnæsløb og får en god sæson, og så har jeg et spændende emne i min ustartede hoppe Transsylvania (hp. v. Le Havre – Polliwiline – red.). Min nye jockey, Luis Chavez, siger den bliver god”.

Zaytoun (h. v. Special Quest – Rose Pearl – red.) er også ustartet. Jeg både håber og tror, at han vil forbedre sig i træningen, så vi kan få en interessant sæson med ham også”, slutter Helle Christensen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top