Francisco Castro-trænede Luca Brasi viste sig torsdag eftermiddag fra sin bedste side, da han med comeback-rytteren Manuel Martinez vandt Svenskt Derby Trial med tre lette længder foran Lars Kelp-trænede Calrissian, der igen havde hele 15 længder til Great Gambo på tredjepladsen.
I modsætning til den seneste Derby Test på Jägersro blev der lagt et godt tempo på løbet, og allerede i begyndelsen af opløbssvinget blev fårene skilt fra bukkene da en virkelig velgående Luca Brasi overtog kommandoen fra staldkammeraten Flying Falk.
Calrissian hang som den eneste i feltet på Luca Brasi, men selv da Manuel Santos ihærdigt forsøgte at nå frem til den førende sad Manuel Martinez helt stille og havde alt under kontrol. Luca Brasi vandt her årets tredje sejr, men det var den første siden han på en sen spurt vandt 2000 Guineas Trial på Klampenborg i starten af maj.
Dog var dette hestens første start på hjemmebanens dirt track, og den længere distance var ligeledes et stort plus for Singspiel-sønnen, hvis træner Francisco Castro igennem længere tid har døjet med virusproblemer i sin stald. Dette ser dog ud til at være løst nu, og samtidig kan Castro glæde sig over at den bedste førstejockey han har haft gennem sin tid som træner i Skandinavien, Manuel Martinez, nu er tilbage efter sin lange skadespause.
Hattrick af Martinez og Castro
Martinez’ andet comeback-ridt resulterede ligeledes med sejr, da han på ryggen af Indian Pale let tog sig af Bror Cederström-Handicap over 2650 meter. Indian Pale trænes ligesom Luca Brasi af Francisco Castro.
Og for at fuldende torsdagens triumftog sluttede duoen Martinez/Castro også af med at vinde Cocktail Queen-Löpning over 1000 meter for de 2-årige heste, da Statue Of Liberty-sønnen State Of Freedom besejrede Wido Neuroth-trænede Bucksmoke og Elo Ervolders Belle Blanche.
Tre sejre i tre ridt – hvilket comeback af Manuel Martinez!
Calrissian mod Svenskt Derby
Lars Kelp var både tilfreds og skuffet over sine fire hestes præstationer i Svenskt Derby Trial. “Hverken Shareholder, Rock All eller Sirius løb op til det de kan, og den umiddelbare forklaring kan være det meget løse baneunderlag på Jägersro. Stort set alle jockeys var enige om at banen var blevet vandet alt for lidt, og dagens resultat med så mange heste spredt over hele banen indikerer også at underlaget ikke var lige fair for alle”, fortæller Lars Kelp på vej hjem fra Jägersro.
Træneren havde dog al grund til at være tilfreds med Calrissians præstation, især med tanke på det store hul Efisio-sønnen havde ned til tredjehesten Great Gambo.
“Han blev slået af en på dagen bedre hest, og der er ingen tvivl om at Luca Brasi har langt mere klasse end det han har vist tidligere i år. Calrissian mistede tre længder på Luca Brasi rundt svinget, og dette formåede han ikke at indhente igen. Han vil senere hen uden tvivl være en bedre hest over de kortere distancer, men med en lidt anderledes taktik og det faktum at han endnu ikke er 100% tunet gør at vi starter ham i Svenskt Derby, for alting kører efter planen og han bliver endnu bedre når det virkelig gælder”, fortsætter Kelp og fastslår samtidig at både Sirius og Shareholder nu matches imod Sofierolöpning over 1730 meter på den svenske Derbydag den 12. august.